Aftenens filmvalg faldt på Jodie Forsters fjerde spillefilm Money Monster (fra 2016). Og det var nok mere George Clooneys og Julia Roberts medvirken i hovedrollerne end selve titlen, der fik mig til at vælge den film. For sandt at sige, så er kombinationen af penge og filmunderholdning ikke altid faldet heldig ud i Hollywood. Er det overhovedet muligt for filmbranchen at forholde sig bare en smule kritisk til emnet “penge” (finansvæsen, kapitalisme osv.)? Og Julia Roberts havde jeg på nethinden efter at have genset hende i den fremragende Erin Brockovich, hvor hun netop spiller en kvinde, der tager kampen op med pengemænd.
Nå, men filmens plot er en blanding af kriminalfilm og tv-underholdning. Clooney spiller tv-studieværten Lee Gates, der står i forgrunden i programmet “Money monster”, der lever højt på at gøre finansielle investeringer til underholdning med dans og andre teatralske virkemidler. Gates har fingeren på den finansielle puls og lokker seerne til at foretage investeringer i aktier, der står til at stige i værdi på børsen.
Men en dag går det galt. Gates har slået et stor slag for aktier i et firma ved navn IBIS. Men modsat forventningen så styrtdykker firmaets aktieværdi og det ender med et tab på 800.000 millioner $ for investorerne. Og bedre bliver det ikke af, at firmaets øverste chef er sporløst forsvundet og har overladt den utaknemmelige rolle med at forklare tabet til PR-medarbejderen Diane.
Og skandalen bliver forøget ved, at en ung mand, Kyle, som har mistet alle sine penge ved investeringen, tiltvinger sig adgang til studiet og tager Lee Gates som gidsel. Og Kyle forlanger en forklaring på fadæsen, hvis ikke han skal skyde Gates eller lade ham springe i tusind stumper og stykker i den bombevest, han er udstyret med. Og uden for studiets kameraer og projektører sidder produceren Patty Fenn (Julia Roberts) og bliver tvunget til at sende gidseldramaet direkte til den store verden af seere.
Man kan sige, at Jodie Forster med ganske enkle, og til dels gammeldags midler – karaktertegningen og spændingsplottet – får etableret et enkelt, men ganske dækkende billede af den økonomiske situation, vi befinder os i her i begyndelsen af det nye årtusinde. Et billede, der ekkoer af den seneste finanskrise (2007-8) og diverse økonomiske skandaler (hvidvaskningsskandaler fx). Med Kyle som repræsentanten for den frustrerede borger og medieforbruger, en slags pendant til Occupy Wallstreet-bevægelsens individer. Og med den forsvundne firmadirektør som billedet på de langt hen anonyme og offentlighedsky finansielle bagmænd, der helst overlader det til andre at give svar på de opståede problemer. Og med Gates og Fenn som repræsentanter for tv-mediet, der fremstår som medløbere til den økonomiske situation og udvikling – indtil det punkt, hvor illusionen med et brister og afslører, at medierne ikke har noget tøj på.
Jeg skal ikke afsløre for meget af handlingsforløbet efter Kyles gidseltagning af Lee Gates, men det lykkes for Jodie Forster at få leveret et basalt budskab om, at finansielle, økonomiske kriser ikke skyldes tilfældigheder, fx at en digital algoritme har fejlet, men at disse kriser og deres økonomiske virkelighedsgrundlag ene og alene er resultatet af menneskelige handlinger. Og det er nok det bedste, man kan sige om Forsters film – ud over at den har nogle fine skuespilpræstationer.