I mangel af bedre underholdning er jeg ved at gense tv-kriminalserien DCI Banks med Stephen Tomkinsons i rollen som Detective Chief Inspector Alan Banks.  Heldigvis kan jeg ikke huske seriens mange plots fra sidst, så det giver sådan set ok mening at gense serien. Men det er også, fordi jeg synes godt om figuren Alan Banks. En midaldrende mand, der går alt for meget op i sit arbejde, er fraskilt med en stor datter i accendanten, svært ved det med det andet, smukke køn, selv om der er bejlere nok, og så har han – meget sympatisk – en stor kærlighed til musik. Og det er noget, der flere gange dukker op i serien som en slags nøgle til forståelse af den halvgamle knudemand, der har det bedst, når han er på arbejde og får lov til at lade sin intuition føre ham frem til opklaring af den ene spektukalære forbrydelse efter den anden.

I seneste afsnit “Dry bones that dream” kommer musikken ind i form af en smuk klassisk musiker, der låner ham en sjælden singleplade med Ella Fitzgerald. Banks har godt nok musikken på CD (han er til CD’er, hvilket også siger noget om hvornår krimien foregår). Men kvinden, der har et godt øje til Banks, forklarer ham, at lyden er noget helt særligt på den sjældne vinyl. Og så får han lov til at låne den, men skal love at komme med den igen næste aften…

Banks kærlighed og lidenskab for musik er selvfølgelig et ekstra plus for en gammel krimiserienørd som mig.