Capac anbefaler: Caper Clowns – Abdicate the throne

Author:

Jeg tror, at jeg har været heldig nok til at anbefale det meste af det, Caper Clowns har udsendt. I hvert fald siden Type your text here i 2015 og senest med A salty taste to the lake i 2018. Og hver gang har jeg været ikke bare anbefalende, men også indtaget af dette danske indiebands forvaltning af den musikalske arv.

For det er en del af Caper Clowns vandmærke, at de kender traditionen og ved, at man kun kan blive til noget inden for populærmusikken – lige som kunsten i  det hele taget – hvis man lærer af de gamle mestre – for at kunne beherske udtrykket og for at kunne udvikle og – i bedste fald – forny det.

Og det er denne truisme, jeg finder bekræftet i Caper Clowns nye og dejlige album Abdicate the Throne. Den første association, der ramte mig, da jeg lyttede til albummet var Beatles’ Magical mystery Tour og ægteparret McCartneys jubiliæumsalbum Ram, uden at det på nogen måde skal forstås alt for bogstaveligt eller direkte. Det var mere lyden, ekkoet,  af den qvasi-mccartneyske lyst til eksperimenteren og legen med lyde, der i forbifarten farvede sange som den indledende “Pineapple Songs” og opfølgeren “Caps lock on”. Trangen til lige at tilføje noget ekstra oven på en god melodi og et elementært arrangement af en god rocksang.

Caper Clowns er et familieforetagende. Og måske er det en del af forklaringen på, hvorfor det lykkes så godt for gruppen at skabe en fortættet sound, der emmer af klassiske poprockdyder, som en rytmekerne af trommer og bas, et flot vokalarbejde, hvor det flerstemmige sidder lige i skabet og så nogle nærmest homogene arrangementer, der fint indfanger bandets stil anno 2021.

Hele fjorten sange er det blevet til denne gang. Og det må lytteren nærmest betragte som en gave. Fjorten sange, der alle fortjener at blive inviteret ind i ethvert popøre i dette land. Jo, Caper Clowns har gjort det igen – lavet et album med stor slidstyrke og stor appel til enhver elsker af den melodiske, kreative tradition i poppen og rocken. Hermed begejstret anbefalet.

Caper Clowns. Abdicate the Throne. Gateway Music. Udkom maj 2021.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *