Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er blevet spurgt om, hvad klokken var – fordi spørgeren kunne se, at jeg bar på et armbåndsur på venstre håndled. Og jeg kom til at tænke på det, da jeg forleden var inde og hente det ene at mine to armbåndsure, fordi det havde været til reperation (datofunktionen var gået itu).
Ja, jeg bærer stadigvæk armbåndsur, selv om mobiltelefonen har sit eget ur. For mig bliver mobilen aldrig en afløser for armbåndsuret. Det hele begyndte med, at min far, sømanden, mente, at jeg skulle gå med armbåndsur. Det var, da jeg gik i realen. Og han forærede mig et Seiko armbåndsur med en smuk blå urskive (så smuk at flere af mine pigeskolekammerater bemærkede det). Så vidt jeg husker, var uret mekanisk og skulle trækkes op. Siden blev det afløst af andre Seiko-ure med batteridrevet mekanik. Ligeledes ure, som min far gav mig. Og det er jeg ham i dag meget taknemmelig for. Selv drømte han om at eje et Omega Seamaster, men han fik det aldrig.
Jeg kan ikke forestille mig at jeg skulle gå uden mit armbåndsur. Derfor måtte Seiko-uret også til urmageren, da datoværket satte ud. Og selv om urmageren gjorde mig opmærksom på, at jeg kunne risikere, at de skiftede hele urværket ud. Det gik nu ikke så galt. Kun den del, der havde med datoværket at gøre blev udskiftet (og jeg fik det gamle med, så jeg kunne se, hvad der var blevet skiftet ud).
I dag har jeg to armbåndsure, som jeg går med på skift (sammen med to par briller, jeg også skifter mellem). Et armbåndsur uden dato, og et – Seiko – med dato. Så er jeg klar til, at nogen spørger mig om, hvad klokken er.
PS. Jeg tror, at mit gamle blå ur ligger et sted i gemmerne. Sikkert sammen med det digitale Casio ur, jeg engang anskaffede mig, bare for sjov.
Armbåndsure….. der ramte du en passion som jeg tror et mindretal, men dog et antal, mænd, ja og vel også et antal kvinder for den sags skyld, inklusive mig selv besidder.
Jeg har en samling af ure i et par ur-kasser, som jeg har samlet i løbet af de seneste 30 år. inde i låget på en af ur-kasserne sidder der et udklip fra en analog avis, hvor en fremtidsforsker for en del år tilbage udtalte; at armbåndsure var på linje med pølsevogne noget som var overflødigt og som ville uddø snart (kan ikke lige huske det rette ordvalg, men meningen husker jeg tydeligt)
Andre har udtalt at armbåndsure er mandens eneste smykke, men uagtet meninger og trends så er min påstand, at, i hvert fald for mange, vil uret (og måske også pølsevognen) overleve mange år endnu, ikke mindst med “smarture” fra Apple og Samsung m.m.
Selv har jeg IKKE nogen “smarture” men en masse smarte ure, og ikke af de meget dyre slags som var din fars drøm. Et par kopiure og ellers en blanding af selvoptræk og batteridrevne modeller fundet i årenes løb ud fra behov, design og smag. Ikke spor rationelt og klogt når man løbende skal til urmageren og have nye batterier i x-antal ure, og når man kun kan have et ur på ad gangen…… men jeg holder af min samling og af at jeg kan skifte ur hver dag hvis jeg ville. Nu er det endt med at jeg går med et ur i en længere periode, og så kigger jeg en gang imellem i kassen og skifter til et andet i en periode. Til ferier vælger jeg så et “dykkerur”/actionur så jeg kan have det på hele tiden uanset badning pool, vandreture sved m.m. Hvis turen går til en anden tidssone så er det rart med et ur med flere tidssoner. til “pænt” finder jeg et mere klassisk elegant ur. Og sådan kan man blive ved med at retfærdiggøre sin samling…..
Og noget skal vi mænd jo have at gå op i. Til min egen ros er jeg meget sparsommelig mht pølsevogne som jeg ikke har besøgt i årtier, og jeg har kun et par solbriller, et par Ray Ban som jeg købte i Paris for 14 år siden.
Watch me
@Frankie: Altid godt med en “lidelsesfælle”. Jeg beholder mine armbåndsure resten af mine dage. Og selvfølgelig er der en del “vane” i det, jeg føler mig næste nøgen uden mit armbåndsur. Med til historien hører også, at jeg for nogle få år siden begyndte selv at skifte batteri, når det var nødvendigt. Har købt det nødvendige værktøj på nettet (man kan få en hel boks med urmagerværktøj for et par hundrede kroner…), og det er både besparende og legende let, når først man har styr på det.
Solbriller derimod har jeg kun sjældent brugt. Senest da jeg havde et par “clips” til mine titaniumbriller, men jeg foretrækker i stedet en letvægts-sixpence til at skygge for øjnene (har dog også en australsk out-back-hat til de rigtig varme dage).