Tilfældighederne ville, at jeg kom til at se Olsen Bandens sidste stik i går aftes. Og den var faktisk ikke så tosset.
Jeg fik ikke set filmen, da den kom i 1998, sytten år efter den umådeligt populære series egentlige afslutning med film nr. 13 Olsen-banden over alle bjerge (1981). Jeg tror, at jeg har set alle de gamle film. Ikke i rap, men over tid. Og har været ganske godt underholdt.
Filmene var modelleret over et fælles grund-plot. Egon Olsen, bandens leder, havde eller fik en plan, som banden – Egon (Ove Sprogø), Benny (Morten Grundwal) og Kjeld (Poul Bundgaard) – så udførte og som regel med det resultat, at Egon røg i Vestre Fængsel igen. Og omkring disse tre hovedfigurer cirkulerede så en række uundværlige bifigurer, ikke mindst Kjelds kone Yvonne (Kirsten Walther) og sønnen Børge (Jes Holtsø), kriminalassistent Jensen (Axel Strøby) og Bjørn Watt Booelsen (i forskellige roller som øvrighedsperson).
Over dette grund-plot bliver der så modelleret og udviklet historier, der er en blanding af klassisk, dansk folkekomedie (med flittig brug af kendte skuespillere fra disse) og udenlandske kriminalfilm og tilpasset gennemsnitlig dansk produktionsniveau, hvor hygge vejer tungere end dyr action og hvor det i det hele taget er vigtigere at trække på smilebåndet end sidde uroligt på biografsædet. Og alt sammen kreeret med stor opfindsomhed (hvor Henning Bahs og Erik Ballings næsten Georg Gearløs-agtige ideer udgør en særlig atttraktion) og kærlighed til brandet.
Og spørgsmålet var så, om den forsinkede afslutning på serien ville leve op til de forventninger man kunne have til serien, medens den kørte for alvor? Og jo, det synes jeg. Selv om der var løbet meget vand i åen siden dengang, selv om Yvonne var borte, selv om Kjeld sad i rullestol, Benny var blevet meget større og Egon var kommet på institution, så lykkes det for instruktørerne Tom Hedegaard (der døde under optagelserne) og Morten Arnfred (der tog over) at genskabe stemningen fra de gamle film. Og den gamle plot-skabelon får endnu en omgang – tilpasset den nye virkelighed.
Der er ingen grund til at genfortælle historien, for det vigtigste er de mange små finurlige scener, der helt er i seriens ånd og som afvikles lige så elegant som altid. Man får den underholdning, man kunne forvente af en Olsen-band-film. Og selv om Bundgaard døde under indspilningen, lykkedes det med hjælp fra Tommy Kentner at få filmen til at hænge sammen hele vejen. Et værdigt, endeligt punktum for den vel nok mest populære danske filmserie.