Den måtte jo komme – Sinead O’Connors erindringer. Ganske vist er hun kun midt i halvtredserne, men få har oplevet og gennemlevet så meget som hende. Senest en årrække i psykiatrisk behandling. Og i et interview med The Guardian fortæller hun løst og fast om sin “galskab” (“Jeg vil altid være lidt skør, men det er ok”) og om hændelser på livets vej – og om sine erindringer, som hun nu langt om længe har fået forfattet.

Sinead O’Connor har altid fremstået som et meget lidenskabeligt menneske i sin kunst. Vi husker alle de skandaler, hun har udløst, fordi hun altid har lagt sig ud med øvrigheden og andre autoriteter. Og hendes fortsatte søgen efter et ståsted i verden – en søgen, der først gjorde hende til præst og siden til konvertit (islam) med navnet Shuhada Sadaqat.

Men en kunstner kan ikke reduceres til mennesket bag. Ingen biografi kan redegøre for kunstnerens og kunstens format. Og Sinead O’Connor har altid brændt igennem med sin smukke stemme og sin fortolkningsevne. Også selv om hun – bortset fra sin Prince-fortolkning “Nothing compares 2 U” – ikke har hjemsøgt hitlisterne ret ofte.