Et mundheld siger, at man ikke må tale ondt om de døde. Og alt for ofte betyder det, at mange nekrologer over døde personer ender med at blive lovprisninger af de afdøde. Men sådan bør det ikke være. Ingen er ufejlbarlige, og det tjener ingen til nytte at fortie vores fejl og mangler bare fordi vi er gået bort.

Et aktuelt eksempel på, hvor slemt det kan gå. Forleden døde den tidligere konservative statsminister Paul Schlüter i en fremskreden alder. Schlüter var statsminister i mere end et årti, hvilket er usædvanligt længe. Og i går brugte DR Nyhedsafdelingen usædvanligt lang tid – faktisk et særprogram – på at kreere et positivt eftermæle til den afdøde politiker. Et eftermæle med vægten på, som det i forbifarten blev sagt, det positive. Til det formål havde man inviteret to borgerlige politikere – Venstres Bertel Haarder og den konservative Per Stig Møller, der blev opvartet af to, midaldrende journalister, som tydeligvis var helt med på den positive vinkling. Og bortset fra rosende ord fra den nuværende statsminister Mette Frederiksen, så skortede det fuldstændig på ytringer fra Folketingets venstrefløj og andre forventeligt kritiske røster. For det galt om at positivere Schlüter. Og det blev gjort med største grundighed.

Topmålet af renvaskning og -skuring af Schlüter kom, da talen faldt på Tamilsagen, som jo satte en stopper for Schlüters regeringstid, fordi han valgte at tage konsekvensen og træde tilbage. Og Tamilsagen var ikke en tilfældig sag blandt andre. Der var tale om en regulær skandale, hvor Schlüter-regeringen med justitsminister Erik Ninn-Hansen i spidsen gjorde sig skyldige i at overtræde udlændingeloven ved at standse behandlingen af familiesammenføringssager for landflygtige tamilere. Efterfølgende blev Ninn-Hansen dømt ved en rigsretssag for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven. Altså en meget alvorlig sag.

Ikke desto mindre forsøgte de fire studiedeltagere at bortvaske Schlüters medansvar i skandalen. Han vidste ikke, hvad hans gode ven Ninn-Hansen gjorde sig skyldig i, og heller ikke, hvad embedsværket gjorde. For Schlüter var en god statsminister, der havde fuld tillid til sine ministre, som Per Stig Møller igen og igen understregede som værend en af Schlüters kvaliteter. Og ingen vovede at påpege det simple faktum, at selvfølgelig har statsministeren det overordnede ansvar for, hvad der sker i hans ministerier, og selvfølgelig vidste Schlüter, hvad der foregik. Han kendte udtalelse om, at ‘intet var fejet under gulvtæppet’, var ikke udtryk for uvidende naivitet med snarere for magtfuldkommenhedens kynisme. Schlüter stod renvasket og sæbedryppende efter det eftermæle. Intet mindre end skandaløst. Et godt, gammelt journalistisk princip, der skal sikre, at det journalistiske produkt får et minimum af journalistisk lødighed, er, at man skal se en sag fra mindst to sider.  Her fik vi kun den ene side – for fulde gardiner.

Behandlingen af Schlüters eftermæle i dette program illustrerer også med al ønskelig tydelighed, at den fra visse borgerlige politikeres side påståede ensidige venstreorientering blandt DRs journalister ikke har noget på sig. Snarere tværtimod. Ingen borgerlig politiker kan ønske sig en mere ensidig lovprisning end den Paul Schlüter blev til del denne aften på DR!. Se selv udsendelsen her.