Socialdemokratiet, coronaen og vælgerne

Author:

Vi befinder os nu i en  situation, hvor coronarestriktionerne ophæves og hvor samfundet begynder at ligne det, vi kom fra – før coronapandemien. Og set i bakspejlet må man indrømme, at Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen og med hjælp fra alle landets eksperter på det virologiske område med stort held har formået at håndtere smitten her til lands. Selvfølgelig er der lavet fejl undervejs, som statsministeren også var den første til at indrømme, men overordnet  set har den socialdemokratiske regering haft heldet på sin side – og har logisk nok høstet stor goodwill ude i vælgerhavet.

Men spørgsmålet er nu, om ikke Mette Frederiksen og Co. risikerer at formøble denne goodwill på grund af partiets politik på udlændinge- og flygtningeområdet!? Jeg tænker selvfølgelig på sagen om børnene (og mødrene) i de kurdisk styrede flygtningelejre i det nordlige Syrien – og på sagen om et muligt udrejsecenter for udviste, kriminelle syriske flygtninge på Langeland. I begge sager har regeringen fået det meste af Folketinget og store grupper af vælgere på nakken (ud fra forskellige argumenter). Og i begge sager har regeringen vist, at den kan bevæges i sine holdninger. For det første har den allerede åbnet op for, at nogle af børnene og deres mødre kan komme til landet (selv om statsministeren tidligere har udelukket, at mødrene – som de potentielle terrorister de er – nogensinde kunne komme ind i landet…), for det andet har modstanden i folketinget mod et udrejsecenter på Langeland fået den ansvarlige minister på området Tesfaye til at ryste på hånden og tale om respekt for det parlamentariske, demokratiske flertal…

Hvad skal Sosserne gøre for at komme ud af denne klemme? Problemet forværres også af, at partiets nuværende succes paradoksalt nok også skyldes, at det har overtaget og overgået Dansk Folkepartis flygtningepolitik. Måske i håb om at genvinde nogle af de socialdemokratiske vælgere, som partiet angiveligt har mistet til Dansk Folkeparti tidligere.

Jeg tror ikke, at Socialdemokratiet og Mette Frederiksen har andet valg end at revurdere hele deres udlændinge- og flygtningepolitik. Det er er svært og det kommer til at gøre ondt, men der er ingen vej udenom. Ellers risikerer partiet at miste magten ved næste valg – og allerede i år får vi med kommunevalgene en indikation af, hvordan det vil kunne komme til at se ud, når næste valg udskrives.

Socialdemokratiets helt store udfordring er gentænkningen af udlændinge- og flygtningepolitiken. Og det er ikke, hvilken som helst udfordring. Det er en udfordring, som den europæiske venstrefløj ikke har formået at tage op og finde en afvejet løsning på. Og det er da, sandt at sige, heller ikke et nemt problem. Hvordan afbalancere en humanistisk politik over for udsatte flygtninge med en realistisk holdning til den kendsgerning, at millioner af mennesker uden for Europas grænser udgør en potentiel immigrationsbølge? Nej, det er ikke en problemstilling man bare sådan løser. Men man kan i hvert fald pege på et forhold af betydning: Udlændinge- og flygtningepolitiken er en konstant varm kartoffel i dansk politik, så derfor kunne det være en god idé, at venstrefløjen i dansk politik – lad os sige fra det Radikale Venstre og Socialdemokratiet og ud til og med Alternativet, de grønne og Enhedslisten – bruger tid og kræfter på at formulere en fælles grundholdning – måske i form af et såkaldt “forståelsespapir” – der sikrer, at den underskrivende partier står sammen, når problemerne på området dukker op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *