Som bekendt har jeg pålagt mig selv den opgave, at lytte til musik, som jeg – af den ene eller anden grund – aldrig er kommet på bølgelængde med. Og det er faktisk gået helt fint med at få bølgelængden til at passe bedre. Det gælder fx for post-Malurt Michael Falch. Det gælder såmæn også for Frank Sinatra, som jeg nu faktisk lytter til med glæde (jeg skal dog glemme alt om mandens alt for eksponerede og til tider tvivlsomme levned). Men albummet “Lulu” med Lou Reed og Metallica kan jeg fortsat ikke rigtig lide, og så hjælper det meget lidt, at Lou Reed selv løftede netop denne plade op til et af sine mesterlige værker. Jeg er tilbøjelig til at mene, at Reed sygdom til sidst slørede hans dømmekraft. Og det har ikke noget at gøre med  min gamle modvilje mod heavy metal. Også på det punkt har tingene ændret sig og jeg har endda investeret i nogle lytteværdige heavy-albums med knap så kendte navne. Så kort sagt: Man kan godt ændre mening eller i hvert fald nuancere den med tiden og alderen.

https://www.youtube.com/watch?v=yjL3IBorABA