DR2 har gennem den seneste tid vist en række småudsendelser, hvor forfatteren Klaus Rifbjerg og popsangeren (m. hans egen titulering) Kim Larsen har analyseret, diskuteret og udført (Larsen!) kendte og elskede sange. Mandalay, Det var en lørdag aften m.fl. Og hvis man skulle være i tvivl, så blev det klart, at Larsen er en stor traditionalist. Han er en af de få danske pop- og rockkunstnere, der aktivt står ved vores “kulturarv”, uden at tage på den med hvide handsker eller som nonnen om en vis ting – for nu at formulere os, som Rifbjerg kunne have gjort.
For mig at se, så er Kim Larsen det nærmeste vi herhjemme kommer en Bob Dylan eller en Bruce Springsteen. Han er folkelig på samme måde som de to amerikanere, når han med stor kærlighed kaster sig over de danske sange, på samme måde som Dylan og Springsteen kaster sig over Woody Guthrie og andre fra det amerikanske folkedyb. Nogen vil sikkert mene, at det er helt hen i vejret. At Larsen er vor tids svar på danskpoppen. Og sådan. Men jeg er ret sikker på, at Larsen har langtidsholdbarhed.
Nu udgiver Larsen & Kjukken, det fortræffelige fynske band, deres tredje og sidste kapitel af sange fra Glemmebogen. Denne gang drejer det sig om børnesange. Her vil vi – og børnene, som pladen er tilegnet med undertitlen: For børn – møde Kalendervender Tage, Oles Nye Autobil, Elefantens vuggevise og andre klassikere.