I sin forhåndsoptagede 1.maj-tale bruger Mette Frederiksen meget krudt på, at coronapandemien i Danmark er under kontrol og at der er lys i enden af tunellen. Skal man være venlig over for den socialdemokratiske formand, så er det godt, at hun efter at have omtalt frisøren og det glemte kram også nævner, at det er Fælleskabet, der har båret os igennem de seneste to års coronapandemi. For det er jo nok den vigtigste lære, vi kan drage af mødet med coronavarianterne.

Hvis ikke vi havde stået sammen (og her ser vi bort fra alle fjolserne, der ikke kan eller vil være med) og bakket op om alle de tiltag til smittebekæmpelse, som myndighederne er kommet med, så kunne situationen have været af indiske dimensioner. Og man kan kun ønske at den erfaring, der alt for let bliver glemt i euforien over en nyskænket fadøl på det lokale værtshus eller en billet til fodboldstadion, vil blive fastholdt i socialdemokratens fremtidige politik.

Hvad enten det gælder sygeplejerskernes kamp for en løn, der passer lønniveauet i det offentlige, de syriske flygtninge, der står foran udsendelse til undertrykkelse, tortur og død i deres gamle hjemland, klimakampen, hvor landbruget ikke skal slippe med indholdstomme ønsker om ny energieffektiv produktion, men skal udsættes for en regulær omlægning og så videre. Kan og vil socialdemokraterne feje års konsensus- og midtsøgende, nyliberalistisk sværmende politik af tavlen og finde tilbage til fortidens forståelse af fælleskab og solidaritet? Det kan kun tiden viser. God 1. maj.