I see young kids these days, and they try to be cool, but you can see beneath the mask that they’re not cool. They’re as scared as anyone else is. To admit that we are afraid is a wonderful freedom. Everything is important, but, finally, nothing is important. It’s all smoke. I look back on my life and think, Was it all a dream? Everyone I know is dead now. My parents are gone, and I think, Did they really exist? I’m going into metaphysics, in a way—the solipsistic universe we live in. But I look back over my life and think, The past is incomprehensible. I don’t grasp it at all. [Anthony Hopkins i The New Yorker]

Min fordanskning:

Nu om stunder ser jeg unge, og de prøver at være seje, men du kan se, at de bag masken ikke er seje. De er skræmte som alle andre. At indrømme at vi er bange er en vidunderlig frihed. Alt er vigtigt, men i sidste ende så er ingen ting vigtig. Det er røg det hele. Jeg ser tilbage på mit liv og tænker: Var det hele en drøm? Alle jeg kendte er døde nu. Mine forældre er borte og jeg tænker, Levede de virkelig? Jeg er på vej ind i metafysikken på en måde – det solipsistiske univers vi lever i. Men jeg ser tilbage på mit liv og tænker: Fortiden er ufattelig. Jeg fatter ikke det hele.

 

Kommentarer overflødige…