Hvad får cirkushesten til at opsøge savsmuldet i cirkusarenaen igen? Hvad får en erfaren, navnkundig korsangerinde til at indspille sit tredje soloalbum efter årtiers virke bag cremen af dansk pop og rock? I Lei Moes tilfælde skulle der en Morten Wittrock (her i bloggen kendt for sit fornemme virke sammen med Jes Holtsø) til at lokke Lei ud af sin selverklærede pensionisttilstand for at gribe mikrofonen og stå i den lidt uvante rolle som soloartist og frontfigur.
Hvad Wittrock kunne og kan er at skrive sange (og producere dem), der stikker deres rødder dybt ned i blues, soul og funk. Og det er lige dernede, Lei finder sine musikalske rødder.
Og Lei er som en lille fisk i vandet på de ialt otte sange på pladen, hvor hun får kollegial hjælp af skuespilleren Troels Lyby (på sangen “Honey”), sangeren Allan Mortensen (på sangen “Won’t let go”) og nevøen Joey Moe (på den indleden sang “Mighty Good”). Og bag sig har Lei lutter gode kræfter. Ud over Wittrock på tangenter fx Pete Repete på orgel, Knud Møller guitar og Anders Gårdmand på saksofon. Et solidt set-up, der garanterer, at Lei kommer god i land med sit projekt. Og det gør hun.
Selvfølgelig er der noget (i bedste forstand) altmodisch over den musikalske retning. Vi befinder os herligt langt fra vor tids computeriserede og ofte sterile lydbillede. Til gengæld vækker Lei og Co. minder om tidligere tiders udprægede sans for behjertet, jordnær, swingende, saftig soul. Lei synger med al sin erfaring, fraserer ubesværet og får sangene til at swinge og danse i ørerne og kroppen.
Det er – helt musikkens ånd – sange om familie, kærlighed og livsappetit. Helt som det skal være. Med Wittrocks lydhøre produktion og arrangementer sidder de otte sange lige i skabet, som man siger nu om stunder. Albummet er et værdigt come back til rollen som solist der sagtens kunne bane vejen for endnu en solopladen engang med tiden. I hvert fald et album, der kun kan tilfredsstille enhver lytter, der endnu kan huske, hvad der blev lavet af musik i sidste halvdel af forrige århundrede. Så er du til musik af den ærlige, ægte slags, så er der ingen vej uden om Lei Moe. Hermed varmt anbefalet.
Lei Moe. St. Prdducer: Morten Wittrock. Crawfish Music. Udkom d. 9. april 2021