Gotham City, Jokeren, Wayne-navnet. Jovist, henvisningen til Batman-universet er der. Og _Todd Philips & Scott Silvers Joker forsøges også solgt som en alternativ fortælling om skurken Jokers forhistorie. Men et spørgsmål er, om denne tegneseriereference er befordrende for forståelsen af filmen? Jeg er i hvert fald i tvivl.

Men ellers er filmen en fortælling om Arthur Fleck (Joaquin Phoenix) og hans bestræbelser på at slå igennem som komiker. Arthur bor sammen med sin mor Penny (Francis Conroy) i en lille lejlighed og har er tilknyttet en lokal manager for klovne og komikere.

Men ellers er Arthur mest af alt en mand i opløsning. Han er klient på socialkontoret og indtager syv forskellige slags psykofarmaka og prøver at overbevise sig selv om, at han er komiker. Uden det store held. For det går ned ad bakke for Arthur. På et tidspunkt får han at vide, at det socialkontor, han frekventerer, er sparet væk. Og så står han de facto på gaden. Bedre bliver det ikke af, at han fyres af sin manager efter nogle uheldige situationer, bl.a. optræder han på et børnehospital, hvor han taber en revolver, han har lånt af en kollega. Og hans situation forværres af, at han finder ud af, at han muligvis er en illegitim søn af den lokale byherre (og far til den kommende Batman) Thomas Wayne (Brett Cullen) og dermed en halvbroder til Batman. Om det er en fantasi i moderens martrede hjerne eller sandhed, finder vi ikke ud af, for en anden forklaring peger på, at han er adopteret af moderen.

Filmen beskriver Arthurs deroute. Og det går stærkt, efter at han har skudt – med den lånte revolver – tre mænd i metroen. Politiet kommer på sporet af ham, men det lykkes ham et langt stykke tid at undslippe dem. Og vi følger ham på hans rejse ned i galskabens malstrøm. Han holder fast i sin komikerdrøm, og den holdes i live af bl.a. tv-komikeren Murray Franklin (Robert de Niro), der har ladet Arthur komme til orde i sit tv-show, hvorefter han misbruger optagelserne i senere udsendelser. Og filmen når en slags klimaks, da Arthur inviteres ind i Franklins show. Hvad der sker,  skal I selv se. Men Arthurs optræden på tv åbner for filmens anti-klimaks.

Er Arthur sjov? Er han en rigtig komiker? Jeg synes svarene blæser i vinden. Og måske finder man svarene i den sang, der i filmen fungerer som en slags rød tråd og måske som filmmagernes budskab!?. Nemlig Frank Sinatras “That’s Life”, hvor teksten lyder:

That’s life
(That’s life)
That’s what all the people say
You’re riding high in April, shot down in May
But I know I’m gonna change that tune
When I’m back on top, back on top in June

I said that’s life
(That’s life)
And as funny as it may seem
Some people get their kicks
Stomping on a dream
But I don’t let it, let it get me down
Cause this fine old world, it keeps spinnin’ around

I’ve been a puppet, a pauper, a pirate, a poet
A pawn and a king
I’ve been up and down and over and out
And I know one thing
Each time I find myself
Flat on my face
I pick myself up and get
Back in the race

That’s life
(That’s life)
I tell you, I can’t deny it
I thought of quitting, baby
But my heart just ain’t gonna buy it
And if I didn’t think it was worth one single try
I’d jump right on…