For mange år siden var jeg til koncert med Lew Lewis Reformer. Det var på Østergades Hotel i Århus og vist samme år som bandet havde udgivet deres ene album Save the Wail på Stiff Records.
Lew Lewis var en del af den britiske new wave-bølge. Han blev født i 1955 og var vokset op i samme gade som Lee Brilleaux (forsangeren i Dr. Feelgood), der også lærte ham at mestre mundharmonikaen. Senere kom han med i Eddie and the Hot Rods (deres første to singler) og fik udgivet sin egen single i 1976.
Lew Lewis døde tidligere i denne måned. Og når man tjekker han biografi på nettet og hans diskografi, så er der noget, der tyder på, at han – selv om han færdedes blandt de kendte i new wave-miljøet – aldrig nåede new wavens 1. klasse, hvor The Clash m.fl. var. Og hans diskografi tyder også på, at der ikke rigtig var nogen karriereplan for hans udfoldelser. Et album og en masse småbidrag til singler, der alt sammen har resulteret i en del opsamlinger under hans navn. Noget tyder på, at Lewis havde et svært liv. Han nåede også at sidde inde for væbnet røveri. Og biografer taler om, at tiden efter Save the Wail var “turbulente år”.
Men Lew Lewis var en fin arvtager af Little Walters bluesharmonika og satte farve på de indspilninger, han medvirkede på. Fx ovenstående EP, hvor han danner band med selveste Wilco Johnson (Dr. Feelgood).
Hvad dødsårsagen var, vides endnu ikke.