The B-52s første plade udkom på DB Recs, der var ejet af Danny Beard, som bestyrede en lille pladeforretning i Atlanta Georgia. Ja faktisk var pladeforretningen også pladeselskabet, der fik en lille men markant rolle for udbredelsen af den amerikanske new wave. DB Recs eksisterede fra 1978 til 1997.
Og debutsinglen “B52 Girls / Rock Lobster” blev indlemmet på bandets eponyme debutalbum, da de udkom på det store Warner Brothers mærke.
Der er en særlig friskhed over dette tidlige udspil, en friskhed, som B-52s formåede at holde fast i på flere af deres plader. I det hele taget var det et frisk slæng. Det kan man få et indtryk af ved at læse Talking Head-Cris Frantz biograf Remain in Love, hvor han kærligt beskriver det livlige bands nære forhold til konkurrenterne og vennerne i Talking Heads. To bands med hver sin distinkte lyd.
At B-52s tog navn efter et berygtet bombefly, der var med til at gøre Vietnamkrigen til et helvede, var en misforståelse, jeg alt for længe har slæbt rundt på. Navnet henviser tværtimod til den høje frisure, de to sangerinder Cindy Wilson og Kate Pierson havde de første mange år. Højt hår formet som spidsen på en – ja – B-52 bombemaskine. Så fik vi det på plads.
B-52s er i øvrigt stadigvæk aktive, og så sent som i 2019 planlagde de en turné, der både skulle føre dem til Europa og rundt i staterne.