Jeg har været inde på det før: Uden the blues ville populærmusikken have lydt meget anderledes end tilfældet har været. Uden the blues ingen britisk R&B, ingen hip hop osv. Hvis ikke Led Zeppelin, Eric Clapton og Rolling Stones m. fl. havde brugt og – ja – misbrugt de gamle bluessange og blueskunstnere, så…

Og så er der historien om Furry Lewis, som Joni Mitchell lavede en sang om på sit mesterværk Hejira. “Furry sings the blues” hedder den og nogle af linjerne lyder:

Furry sings the blues
Fallin’ to hard luck
And time and other thieves
While our limo is shining on his shanty street.
Old Furry sings the blues

Og Furry Lewis var ikke begejstret for den sang. Mark Seal besøgte på vegne af Rolling Stone i slutningen af halvfjerdserne Lewis, kort tid efter udgivelsen af Mitchells plade. Og han var ikke glad. På  det tidspunkt var Lewis en gammel mand, der var næsten blind, manglede det ene ben og tilbragte megen tid i sin seng. Med sin ramponerede elektiske Martin-guitar (m. en lille forstærker) inden for rækkevidde, en stok, nogle liter bourbon whisky af mærket Ten High, en revolver med hylster, en teddybjørn og nogle cigarer.

Og Furry fortæller om ‘hende kvinden’ der besøgte ham for at høre om musikken. Han behandlede hende pænt og fortalte hende, hvad hun ville vide, men blev fortørnet over, at hun brugte hans navn i sangen, og mente, at hun skulle betale ham for det. Sådan blev det ikke. Og til Mitchells forsvar kan man, som hendes manager gjorde, sige, at hun kun nævner hans navn (Furry) og ellers beskriver stedets – Beale Streets – forvandling. Brug eller misbrug af et navn? Det kan man sagtens diskutere, og måske skulle Joni have spurgt ham først – i det mindste…