Så fik jeg lukket et hul i min musikalske viden. Nemlig: Hvem er Joe Brown? Årsagen til spørgsmålet var, at jeg lyttede til Concert for George, den koncert, der blev lavet året efter George Harrisons for tidlige død. Og her optræder Joe Brown med/på tre numre. Blandt andet får han lov til at afrunde koncerten med sangen “I’ll see you in my dreams”.
Jo, Joe Brown er ikke noget ubeskrevet blad i engelsk musik. Hans karriere startede tilbage i 1950’erne, hvor han dannede skiffle-bandet the Spacemen. Og så var han ellers en del af den indflydelsesrige skiffle-bølge, der skyllede hen over Storbritannien som en forløber for rock and roll. Ved siden af et almindeligt lønarbejde ved jernbanen arbejdede han derefter som backingmusiker for bl.a. Eddie Cochran og Gene Vincent, når de var på tur på øerne. Og i tresserne fik han en pladekontrakt hos Decca og udsendte en række plader, bakket op af studiemusikerbandet The Bruvvers, der også fungerede som hans tour-band. Ved siden af musikken arbejdede Brown også ved tv og på teateret, sådan som det var almindeligt dengang.
Og sådan har Joe Brown fortsat helt frem til i dag. Med at indspille musik – i mange forskellige genrer -samtidig med at han har arbejdet på tv, i radioen og andre steder. Og han er stadigvæk aktiv i en alder af 79 år.
Og hvor kommer så George Harrison ind i billedet? Jo, Joe Brown var Harrisons best man (forlover), da Harrison blev gift for anden gang. Og derfor var han selvskreven som deltager i hyldestkoncerten for
George.