Tilfældighedernes spil (der var den igen…) gjorde, at journalisterne Simon Lunds og Ralf Christensens biografi Dem jeg elsker elsker jeg Kim Schumachers mange liv (2020) nu ligger i min bunke af lektyre. Og det er nok ikke en bog, jeg ville købe, hvis ikke jeg var blevet den anbefalet og kort tid efter faldt over i en af de lokale supermarkeder. Oven i købet tll nedsat pris.
Men biografien er faktisk bedre, end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Og det er jo altid rart at få sine fordomme gjort til skamme. Men det betyder omvendt ikke, at den er hævet over kritik.
Bogen er læseværdig af i det mindste en grund. Nemlig, at den som biografi også er et – ganske vist snævert og fokuseret – portræt af en vigtig periode i vores tid, nemlig fra 1950’erne og frem til hovedpersonens alt for tidlige død i 1990.
Jeg husker Schumacher fra hans skriverier i tidsskriftet Levende billeder, hans radioprogrammer på Danmarks Radios P3 og hans tv-udsendelser. Og dengang forekom han mig at være langt yngre end mig selv, men faktisk var han fire år ældre. Og det fortæller noget om hans fremtoning og selv-iscenesættelse.
Sjovt nok var Kim Schumacher – i hvert fald hvis man ser på dåbsattesten – hvad man siden har kaldt en 68’er. Han var ung med ungdomsoprøret i tresserne, hippierne, provoerne og de venstreorienterede unge, der hver på deres vis gjorde oprør mod det etablerede, borgerlige samfund. Men Kim Schumacher faldt ikke rigtig ind i nogle af disse grupperinger, selv om han tog farve af dem som den kamæleon, han var. For Schumacher var oprøret, opgøret og frigørelsesprocessen et individuelt projekt. Ja, nærmest en besættelse, og som sådan især centreret om det seksuelle.
Kim var homoseksuel, måske også biseksuel, og det var den drivende kraft at udleve de seksuelle lyster uden at lade dem dæmme ind af samfundets moralnormer og -grænser. Og historien om Schumachers seksuelle løbebane er en fortælling om det såkaldte seksuelle frisinds positive åbning af samfundet men også dets tendentielt destruktive betydning, der i Schumachers tilfælde betyder en overskridelse af pædofili-tabuet. Schumacher dyrker princippet om, at man skal udleve sig liv som man vil, så længe det ikke går ud over andre. Og netop i forhold til mindreårige drenge sættes princippet på prøve. Det skal ikke forstås således, at Schumacher var pædofil, men i de (bl.a. homoseksuelle) kredse, hvor han færdedes, blev grænsen overskredet.
Bogen er en begejstret skildring af Schumachers liv, fra den tidlige barndom til den AIDS-relaterede død i 90. Måske endda en tand for begejstret. Der er ingen tvivl om, at forfatterne nærmest ser op til Schumacher som en slags forbillede eller rollemodel. Som en ener, der insisterer på at gå sine egne veje, uanset hvad prisen så end er. Og af samme grund svinder den kritiske dimension betragteligt ind i skildringen af eneren. Den er der rundt omkring i små kommentarer, men får ikke lov til at brænde igennem, hvilket ville have været en fordel for bogen.
Et lille eksempel. Schumachers indtog i musikradioen som medfører et opgør med DRs programpolitik på området for populærmusik og med repræsentanterne for tressernes og halvfjerdsernes musikformidling fremstilles som et bredpenslet skønmaleri af en flamboyant, hurtigtsnakkende, ungdomsleflende Schumacher, der med New York-importeret dansemusik fortrænger andre formidlere til historiens mødding. Det er et billede af Schumacher som forløber og forbillede for nutidens snik-snakkende, tankeløse, informationsfattige radioværter. Og det er efter min bedste mening en utilladelig, overfladisk og helt igennem ukritisk fremstilling, der kun har til formål at få Schumachers eftermæle til at stråle. Jeg er af den opfattelse, at Schumacher gjorde mere skade end gavn i radiomediet.
Bortset fra dette forbehold over for en ukritisk biografi, så er den et underholdende og som sådan læseværdigt portræt af en ener i dansk kulturliv som udlevede sit enspænderliv og betalte den højeste pris for det.