Når det gælder tv-serier, så halter de gammeldags tv-kanaler efter de nye streamingtjenester. Ingen tvivl om det. Og streamingtjenesterne er afhængige af serier, fordi det er et godt værktøj til at fastholde og binde kunderne som abonnenter. Og for tiden er det oven i købet lidt sløjt med tv-serierne på DR og TV2, hvor det mest handler om genudsendelse af mere eller mindre seværdige serier (på DR fx krimiserien om Miss Fisher om eftermiddagen og på TV2 deres egenproduktion om Badehotellet). Og så alligevel – for DR har åbentbart ladet sig belære lidt af streamingtjenesternes måde at gribe det an på.

Således kan man for tiden se den svenske dramaserie Den tynde blå linje, der ligger som streaming i DRs arkiv. Hvorfor den ikke vises på DRs hovedkanal – fx i stedet for den kritiserede og kritisable norske kongerøgelsesserie Atlantic Crossing, ja det fortaber sig vist i tv-planlægningens uransagelige veje.

I hvert fald ligger den så på tv-arkivet og er anbefalelses- og seværdig. Den handler om nogle politibetjentes arbejde i Malmø. Man følger seks politibetjente i deres arbejde og deres privatliv. I første afsnit møder man således Sara, der er ny  og uerfaren i jobbet, kommer fra Umeå, har mistet sin lillesøster ved en drukneulykke og bliver koblet sammen med den erfarne, selvbevidste Magnus, der straks viser Sara lidt mere end professionel interesse. Og så er der fx den jødiske pige Leah, der også forsøger at få  en krævende arbejde med bl.a. anti-semitiske borgere til at falde i hak med privatlivets problemer.

Serien er allerede – og med rette – blevet sammenlignet med den gamle,  ja klassiske, amerikanske tv-serie Hill Street Blues. Og som i denne følger man på samme måde betjentene, både når de er til morgensamling på stationen og i deres videre færd gennem hverdagen. Dog er den svenske serie meget mere jordnær og aktuel. Ja, den er som hevet ud af den Malmø-hverdag, man nu og da hører om i medierne.

Serien tager afsæt i skaberen Cilla Jackerts egne erfaringer med politiet og bestræber sig på at give et billede af politiarbejdet i hverdagen som et facetteret virke, der både rummer alvor, fare, humor, tragedie, varme og menneskelighed. Og så lægger serien som sagt sig op ad virkeligheden. Det viser sig fx på den måde, at man samtidig med hændelserne på skærme kan læse borgeres Twitter-kommentarer til politiarbejdet. Og som det gælder på alle sociale medier, så er det både lort og lagkage, man får serveret. Og det er med til at styrke seriens autenticitet og spænding.

Det er virkelig forfriskende at se en svensk serie, der dels bryder med den næste stereotype detektiv-serie-tænkning, men også forlægger handlingen til provinsen. Den er mere Wallander end Beck så at sige.

Hvis man er til kriminal- og spændingserier, så er det en god idé at få den set, inden den pilles ned igen. Hele første sæson på 10 afsnit ligger til afspilning. God fornøjelse.