Det er mere end tre årtier siden James Cameron første gang præsenterede publikum for Terminator-universet. Siden er der kommet hele seks fortællinger med udgangspunkt i det oprindelige Terminator- plot.
De to første fortællinger – og især toeren Judgement Day – var voldsomt populære og skabte en fanskare. Siden har det nok skortet lidt på den kreative udvikling af plottets muligheder, selv om de efterfølgende afsnit er solid underholdning.
Sjette fortælling – Dark Fate – er instrueret af Tim Miller, der slog igennem i 2016 med filmen Deadpool ( som jeg ikke har set). Og plottet er modelleret over det oprindeliges leg med tidsrejsefantasien. En dræberrobot – en terminator – sendes tilbage i tiden for at udrydde et menneske og derved ændre historiens gang. I tidernes morgen (de tidlige fortællinger) drejede det sig især om drengen John Connor, der skulle udryddes, fordi han som voksen ville være en reel trussel for den kunstige intelligens, der havde overtaget verdensherredømmet efter menneskene og efter en omfattende krig. Denne gang drejer det sig om pigen Dani Ramos, der spiller en parallel rolle til John Connor, bare langt senere i historien. Grundlæggende er der ikke den store forskel i plottets grundstruktur, det er fortællingens detaljer der gør den store forskel.
For det første skal vi et godt stykke ind i filmen, inden vi får forklaret, hvorfor Dani Ramos er jaget vildt. En avanceret terminator, en Rev-9, er sendt tilbage i tiden med det ene formål at slå Dani Ramos ihjel, men inden han kommer i nærheden af sit objekt er hun – Dani – blevet opsøgt af en soldat fra fremtiden, Grace, der ikke er robot, men et menneske med særlige, avancerede egenskaber. Hun kommer for at redde Dani fra Rev-9.
Grace er, så vidt jeg husker, en nyskabelse i serien, og giver en ny dimension i kampen mellem robotterne (de onde) og menneskene (de gode). Og det viser sig da også, at hun har dræberkvalifikationer på niveau med robottens. Menneskene får også hjælp på en anden måde, idet John Connors morder, Sarah, dukker op og tager del i bekæmpelsen af Rev-9, for at hævne sin afdøde søn John.
Fra det tidspunkt, hvor Grace dukker op i fortællingen – i form af en iskold kugle fra det ydre univers – består fortællingen i Rev-9s jagt på Dani, Grace og Sahra og kamp med dem. Det lykkes de tre kvinder at holde robotten stangen i lang tid og de lægger en plan for, hvordan de skal dræbe robotten ved at bruge Dani som lokkemad (fordi robotten alene går efter hende) og ved at bruge en såkaldt “kill box”.
Undervejs i deres flugt undrer Grace sig over, hvorfor Sahra dukker op. Det viser sig, at hun siden sin søns død har modtaget anonyme tekstbeskeder, der alle ender med ordene “For John” og giver hende koordinaterne for det sted, hvor farlige terminatorer befinder sig. Og ved hjælp af sine hyperavancerede evner finder Grace ud af, at tekstbeskederne kommer fra Laredo i Mexico. Da de tre kvinder når frem til Laredo viser det sig, at afsenderen er en ældre terminator af modeltypen T.-800, nærmere bestemt den terminator, der engang kom for at forsvare John Connor (og senere dræbte ham), og som blev spillet af selveste Arnold Schwarzenegger. Efter at have udført sin rolle som T-800 har han slået sig ned med en kvinde og hendes som og lever et nærmest normalt liv som gardinforhandler. Det viser sig dog at være et skalkeskjul, idet Carl, som han kalder sig, har våben nok til en mindre krig.
Sammen med Carl planlægger og udfører kvinder fortællingens sidste kapitel, opgøret med og udryddelsen af Rev-9. Og det ødelægger ikke fortællingens spænding at afsløre, at planen lykkes. Efter et voldsomt og i ordets egentligste forstand spektakulært afsnit, hvor kampen mellem de gode og de onde udfoldes med al ønskelig dramatik og computeranimationens optimale muligheder, trækker Dani og Sahra sig ud af kampen som de sejrende. Men det har kostet Grace og T-800eren livet.
Og spørgsmålet er – eftersom Arnold Schwarzenegger-figuren således skrives ud af historien – om ikke sagaen om Terminator kan være slut. Selv om det selvfølgelig ikke kan udlukkes, at Hollywood finder på at malke ideen for mere, så ville der være en vis logik i at kalde Dark Fate for Terminatorfortællingernes afslutning. Men vi får se.
Dark Fate er godt fortalt, og selv om den selvfølgelig ikke kommer uden om omfattende og intensiv brug af computeranimationens muligheder, så lægges hovedvægten dog på en elementær, næsten tradtionel fortællestil, hvor der er god tid og plads til at lave persontegning og miljøskildring. Tim Miller formår at nedtone computerteknologiens betydning og dominans uden at den fjernes fra fortællingen. Og det er godt, for en af seriens svagheder har været, at den i de senere afsnit har haft en tilbøjelighed til at lade computerspilsfantasier tage overhånd – fx i Terminator Genisys (2015).
Samlet set er det en stærkt underholdende fortælling Dark Fate byder på, hvis man ellers og som udgangspunkt kan acceptere seriens i bund og grund urimelige forestilling om tidsrejser og lignende. Og der spilles godt i alle roller. Den canadiske Mackenzie Davies er overbevisende som soldaten Grace, en kvindelig pendant til den oprindelige T-800 i Schwarzeneggers figur (og parallellen mere end antydes, fx i scenen, hvor Sahra lander splitternøgen på jorden og berøver en ung mand hans tøj). Det samme er Linda Hamilton i rollen som den ældede Sahra Connor. Også Natalia Reys som den unge Dani og Arnold Schwarzenegger som gråskægget, gammel terminator i skovmandskjorte fylder rollerne godt ud. Og det er faktisk en fornøjelse at se, hvordan Schwarzenegger har formået at blive en bedre skuespiller med tiden. Og som Bo Green Jensen er inde på, så er det godt, at filmens instruktør ikke – som det skete i tidligere afsnit – udvisker alderens spor i ansigterne på Hamilton og Schwarzenegger, for det understreger blot tidsfaktoren i filmen, at der er rynker og gråt hår at gøre godt med.
Summa summarum: God underholdning af den billige slags. Smæk for skillingen, et fornuftigt genbrug af føljetonens grundfortælling og gode skuespilpræstationer.