Ja, det var sådan det lød og virkede. Dengang, jeg for første gang hørte The Beatles. Det var MONO, fra mine forældres gode rørforstærkede radio. Det var denne monolyd, der fik hårene på armene til at rejse sig og begejstringen til at rejse sig i kroppen. Og her ved genhøret med A Hard Day’s Night lykkes det at genskabe eller generindre,  hvordan det var. Længe før nogen tænkte på at splitte lydbilledet op i stereo, og længe før nogen fik den idé at digitalisere lyden. Det var lyden af Beatles som en sammentømret, næsten familiær, enhed og de lyd, der kom ud af denne solidaritet og indbyrdes kammeratlige kærlighed. Hvor den flerstemmige sang lød som var det en stor stemme, der sang – og helt fremme i lydbilledet. Og sange, der var så fængende, at de blev hængende i hovedet lang tid efter første gennemspilning. Af mono-pladen på vinyl. Selvfølgelig.