Vores forståelse og oplevelse af verdens krige – heriblandt 1. og 2. Verdenskrig – er i allerhøjeste grad præget af fotos og film. Og i løbet af forrige århundrede, hvor fotografiet og de levende billeder også blev opfundet og brugt, er denne kendsgerning blevet tydeligere og tydelige. Vietnamkrigen er eksempel på en krig, der i allerhøjeste grad udspillede sig i dagspressen og på tv, og det var en vigtig faktor i offentlighedens opgør med denne krig. I løbet af samme århundrede blev det også tydeligt, at netop billederne og filmene i høj grad blev et propagandainstrument – teknologier, der skulle sørge for at befolkningerne bakkede op om de krigsførende stater. Og med amerikanernes ørkenkrig i Mellemøsten nåede vi et udviklingspunkt, hvor manipulationen med de billedbårne informationer fik fx den franske semiotiker og samfundsfilosof Jean Baudrillard til at foreslå, at krigen var et gøglebillede (et simulacrum), der kun havde virkelighed på skærmen…

Nuvel, billeder og film præger vores opfattelse af virkeligheden og af krigene. Og i går kunne man på DR2 se en britisk dokumentar, der byggede på tyske civiles og soldaters “private” optagelser af deres liv og oplevelser i årene før og under 2. Verdenskrig. Lost Home Movies of Nazi Germany er den engelske titel, og dokumentaren (i to dele) er lidt af en øjenåbner. Fx viser den, at tyskernes besættelse af Frankrig og indtog i Rusland langt fra var så velorganiseret, professionel og effektiv, som historieskrivningen har været tilbøjelig til at påstå. Det overleverede billede af en tysk overmagt krakelerer, når man ser optagelserne fra Frankrig. Noget andet de private optagelser også sætter et stort spørgsmålstegn ved er påstanden om, at mange tyskere ikke vidste, hvad der foregik med jøderne. Og de private film sætter også spørgsmålstegn ved sandheden om, at langt de fleste jøder omkom i kz-lejrene. Nej, langt de fleste blev slået ihjel ansigt til ansigt med deres mordere. De blev skudt. Noget andet de private film også piller ved er sandheden om, at kz-lejrenes gasning af jøder og andre uønskede mennesker skete for at sløre menneskeudryddelsen for befolkningen. I stedet tyder optagelserne på, at det skete for at skåne bødlerne, der fik traumer af at udføre deres blodige handlinger. Ganske vist er det dokumentaristernes fortolkning af materialet, men billeder underbygger ganske godt deres udsagn og giver i hvert fald næring til en tvivl vedr. sandhederne om nazisternes virke.

Begge afsnit kan ses på DRs hjemmeside, og afsnit 2 vises på DR2 på næste onsdag.