I 1999 blev den dengang 87-årige Melita Norwood afsløret som mangeårig KGB-agent. Igennem årtier havde ‘bedstemorspionen’ leveret hemmelige oplysninger til fjenden mod øst.
Filmen “En spions bekendelser” bygger på Norwoods historie, men hun er dog omdøbt til Joan Stanley i filmen.

Filmen begynder med, at den aldrende Joan bliver arresteret i sit hjem og konfronteret med en lang række spionagerelaterede anklager. Og filmen følger forhøret af Joan fra den første konfrontation og frem til umiddelbart før retssagen mod hende. Parallelt fortælles Joans historie gennem lange erindrende tilbageblik i hendes liv.

Begyndende i 1930’erne, hvor Joan er en ung, talentfuld fysikstuderende på Cambridge University. Her bliver hun indført i og forført af en kreds af unge socialister, der er optændte af begivenhederne i Sovjetunionen og af den Spanske Borgerkrig. Og Joan møder den idealistiske, tiltrækkende og forførende unge russer Leo, der brænder for Sovjets sag. Gennem sin forelskelse i Leo og det idealistiske miljøs ild bliver Joan politisk vakt og forstår at verdens gang kan ses fra mere end en synsvinkel.

Selv om Judy Denchs rolle indskrænker sig til at sidde ved forhørsbordet med få replikker og mestendels ansigtsudtryk, så spiller hun denne rolle, der er en slags modpol til hendes James Bond-rolle som efterretningschefen M, med alderens og erfaringens suverænitet. Dog skal det tilføjes, at Sophie Cookson, der spiller den unge Joan og får langt mere tid på lærredet, også fremstiller Joan med suveræn sikkerhed. Og det er gennem hende filmen får sin karakter af ungdommelig livsmod og appetit.

At filmen bygger på såkaldt virkelige hændelser spiller ikke nogen afgørende rolle for historien. Tværtimod er det fremstillingen af Joans dramatiske og lidenskabelige liv fra naiv, ung studine til hærdet, stålsat mesterspion, der gør filmen til noget ganske særligt. Også fordi filmen formår, til forskel fra de mange spionfilm, som filmhistorien er så rig på, at fremstille Joans valg på en måde, så man som publikum ikke kan undgå at forså hende og sympatisere med hende. Jovist er hun skyldig i spionage, men hendes bevæggrunde står uantastede tilbage til det sidste.

Filmens styrke – og grunden til at man skal se den – er, at den ikke forfalder til traditionel koldkrigstænkning, hvor de gode står over for de onde, og hvor sandheden er sort/hvid, men derimod koncentrerer sig om at fortælle en historie om nogle unge menneskers liv med arbejde, kærlighed og venskab i en tid, der var meget anderledes end nutiden og som vi kan have mere end svært ved at sætte os ind i, hvis ikke netop vi havde kunsten til at gøre det muligt for os.