‘Når jeg har skrevet den, lavet pladen, så er det ikke min mere, det er din.’ Sådan cirka siger Ray Davies i dette interviewklip fra canadisk tv. Intervieweren vil gerne vide, om det betyder noget for Davies, at hans sange betyder noget for nogen i publikum, når de første gang oplever den. Men Davies insisterer på den afstand, der er. Han har lavet sangen. Punktum. Du oplever den i en anden kontekst, og det er noget andet. Og lidt længere henne i interviewet skelner han mellem den kunstner, han selv er, og fx Andy Warhol eller John Lennon, som i højere grad “var” deres kunst. Det er en ikke uvæsentlig skelnen, fordi Ray Davies med sine tanker placerer sig selv på linje med modernisterne i moderne litteratur. Forfattere, der insisterer på, at deres værker skal tale for sig selv, når først de er lavet. Værker, der skal læses som sådan – uden tilbagekobling til forfatteren og dennes biografi. Det var det, den franske litterat Roland Barthes skrev om i sit essay om “Forfatterens død”.

Denne tænksomme forståelse af sin kunst forklarer måske også, hvorfor Ray Davies ofte har en ironisk distance til sin sangskrivning og sin kunst. Det oplever man fx, når han fortæller om den – fx på albummet Storyteller eller i selvbiografiens X-Ray. Når han fx forklarer, hvordan “Autumn Almanac” blev inspireret af en rundrygget gartner, der arbejdede i Mushwell Hill, hvor Davies er vokset op og stadigvæk bor. En sang, der udspringer af det nære liv, Davies og hans familie levede i Mushwell Hill, men som, når først den er publiceret, skal opfattes på en anden måde af lytteren. Ikke som et lille stykke selvbiografisk erindring, men som et selvstændigt lille kunstværk.