Jeg har i princippet stor sympati for arbejdet med at revidere historien. Der er skævheder, som det må være tid til at rette. Det er virkelig mænd, som har valgt traditionen. Litteraturen har husket på sine kvinder, men i kunst- og filmhistorien er fordrejningen udtalt. Og sær. Frem til 1930 var industrien for begge køn. Da man når til at skrive historien ned, bliver den en klub for hvide mænd. Det gælder også i forhold til etnicitet. Jeg var langt i mit virke som kritiker, før jeg blev opmærksom på den tradition, en hel parallel historie, som eksisterer for afrikansk-amerikansk film.

Ikke alene bliver de vilkår rettet, når vi justerer perspektivet. Vi får også en rigdom af nye værker foræret. Der er så mange store oplevelser gemt i den marginaliserede kunst. De bliver hentet frem nu og kan fryde i lyset.

Alligevel er jeg i chok over måden, som man vil afskrive Roman Polanski og Woody Allen på. Polanski er 87 år, Allen blev 85 i december. Skal de 100 film, som de to mænd har skabt, bare fjernes? Sådan vil annulleringskulturen – cancel culture – gerne have det. Og den er stolt af sit arbejde.

Det er naturligvis en bekvem måde at få fred for historien på. Man kan mere eller mindre sætte en streg ved årtusindeskiftet, da nettet, som vi kender det, blev til. Så slipper man for at lære om alle de indviklede ting, som kom før. Det var sikkert ikke så vigtigt. De havde ikke engang mobiltelefoner.

Bo Green Jensen – Weekendavisen 5. marts 2021]