Indtil videre har jeg bakket op om myndighedernes – regeringens – på eksperters hvilende coronastrategi. Selv om den ikke har været hævet over kritik (og jeg tænker ikke her på “blå bloks” konstante kværulanteri og krav om større åbning), så synes jeg, den trods alt har formået at holde smitten i ave og dermed forhindre alvorlige indlæggelser og død, hvilket må være det væsentlige. Og i sammenligning med mange andre lande, så er Danmark indtil videre sluppet nådigt med hensyn til antal døde og andre alvorlige følger af denne viruspandemi.

Men i går var det som om statsministeren fik sin berømte makrelmad med agurk galt i halsen. For det første kom hun med den tanke, at Danmark skulle producere vacciner sammen med den israelske stat. Argumentet gik på, at førsteprioriteten var at sikre vaccineleverancer til dansker i den kommende tid, og at denne leverance var usikker i EU-regi. Men det er et argument, der står helt isoleret i den politiske kontekst. Hvor meget end Frederiksen og regeringen ønsker det, så kan vi ikke se bort fra, at den israelske stats dagligt krænker menneskerettighederne i de besatte områder og oven i købet nægter palæstinenserne adgang til vaccine. Vi bør tage afstand fra Frederiksens idé og hendes ønske om at gå enegang i vaccineprojektet, oven i købet sammen med Østrig, et af de mest højreorienterede lande i EU. Dertil kommer, at Frederiksen åbenbart helt har glemt, at hendes forgænger i embedet, Helle Thorning Schmidt var den, der planlagde nedlæggelsen af en dansk vaccineproduktion og salget til araberne for sølle 18 millioner kroner. I stedet for at flirte med israelerne burde Mette Frederiksen seriøst overveje at retablere en dansk produktion på dansk grund, for på den måde ville hun kunne nå sit mål, en fremtidig sikring af den danske vaccinedækning.

Sagen om den israelske vaccineproduktion afslører måske også noget andet. Nu har statsministeren i godt og vel et år ført en strategi mod corona, der har udgjort en restriktiv begrænsning af borgernes frihedsrettigheder m.m. Blandt andet er det gået ud over forsamlingsfriheden, der jo er en hjørnesten i den danske demokratimodel. Og statsministeren har gjort det med rod i grundloven, der åbner mulighed for sådanne begrænsninger, når det gælder befolkningens tarv.  Og spørgsmålet er måske, om den førte politiks “friheder”  har givet statsministeren smag for udvidede magtbeføjelser. Hvis man kan sætte parentes om den zionistiske stat Israels kritisable behandling af palæstinenserne for at sikre dansk vaccineleverancer, så kan det godt opfattes som udtryk for magtfuldkommenhed.

Og en anden ting bærer ved til dette bål. I går kunne statsministeren også melde ud, at hun ikke så noget problem i at tvangsteste borgere i nogle af de særligt udsatte områder (Voldsmose, Københavns vestkommuner osv.), hvis disse modsatte sig test. Her forsvandt ethvert demokratisk hensyn! Det er muligt, at man i nogle udsatte områder har særlige problemer, fordi kommunikationen mellem myndigheder og borgere ikke har fungeret, på grund af særlige, kulturelt bestemte familieforhold og sociale omgangsformer og så videre. Men det udelukker jo ikke, at man så vidt muligt skal forsøge at bruge demokratiske metoder, ikke mindst oplysningsstrategier, til at overtale evt. skeptiske borgere til at være med i  bekæmpelsen af coronaen. At foreslå en tvangstest er virkelig at få makrelmaden galt i halsen – sådan rent demokratisk-politisk.