Forleden nævnte jeg A Hard Days Night, The Beatles’ første film. Og det gav anledning til lidt gensyn med filmen, der jo blev til kort tid efter gruppens besøg i USA, hvor Beatlemania for alvor blev sat i gang derovre. Men de skulle ikke hvile på laurbærbladene og kort tid efter, de var tilbage i England blev A Hard Days Night optaget. I sort-hvidt, fordi man ikke troede på, at en farveudgave kunne gøre sig. Man undervurderede med andre ord det gennembrud, som besøget i USA havde været for de fire drenge.

Ellers var ideen, at filmen skulle afspejle Beatles liv på den tid. Og det gør den jo også. Men den fik også stor betydning på flere måder. For det første betød filmen, at fansene for første gang rigtig kunne se og høre gruppen. Ganske vist havde Beatles været på amerikansk tv, men det var noget andet at se dem på et stort biograflærred end på et lille sort-hvidt-tv med dårlig billedopløsning og dårlig lyd. Faktisk gav filmen en bedre oplevelse af gruppen end både tv-optræden og live-optræden, der også var præget af dårlig lyd (bl.a. på grund af de skrigende piger, men også på grund af anlægget). Og endelig kan man også hævde, at Richard Lester – den amerikanske instruktør, der lavede filmen – opfandt musikvideoen på et tidspunkt, hvor ingen tænkte i de baner. For at se og høre “I should have known better” og “If I fell” er grangiveligt som at se en moderne musikvideo. Døm selv.