Jeg tjekker min mail på Googles Gmail. Og inden jeg når frem til de mails, der er kommet, sletter jeg en lang række reklamemails, som jeg ikke har bedt om, men som er en del af Googlepakken. Især den store kinesiske markedsplads Wish er meget emsig og vil sælge mig alt (u)muligt, selv om jeg to gange har været inde på markedspladsens hjemmeside for at afmelde. Det virker bare ikke.
På Facebook er det ikke meget bedre. Også denne side finansieres af reklamer for alt muligt. Og reklamerne afspejler nok, hvad man har “googlet”, som det hedder nu om stunder, når man søger på nettet. Og jeg har opgivet at slette de fleste reklamer. Sletter man en, så dukker der bare en anden eller to nye op i stedet. Det er en umulig kamp,hvis man vil være med. Og sådan er det med de fleste social media-tjenester. Reklamer er prisen for at være med.
Bedre er det ikke på tv – efter at reklamefinansieringen er sluppet løs på det medie. I gamle dage, hvor vi kun havde en kanal, kæmpede Danmarks Radio en ulige kamp mod ethvert tilløb til reklame. Det ville ikke være gået, at Brdr. Price igen og igen citerede Konrad og Aksel og deres udsagn “Rigeligt med smør”, lige som enhver form for utilsigtet “skjult” reklame ville være blevet påtalt og kritiseret (en synlig Tuborg-ølflaske eller et genkendeligt bilmærke). Men i dag har man sænket paraderne i bekymrende grad. For sammenlignet med, hvad der sker på TV2 og andre betalingskanaler, så er DR jo stadigvæk indbegrebet af markedsføringsuskyldighed. Er man i tvivl, så skal man bare unde sig selv fx at se en fodboldkamp på kanal 5. Her udfyldes pauserne – og dem er er mange af – med mange, dyre, teknisk flotte bil- og spilreklamer. Og det i et omfang og med en hyppighed, så man ikke føler sig udsat for reklame, men ligefrem indoktrineret, ja hjernevasket med reklamer.
Sådan var det ikke i gamle dage, hvor man fx i biografen vidste, at det hele var tilrettelagt og doseret med måde. Først så man de billige still-billed-reklamer for lokale handlende, dernæst kom pigerne fra Dansk Biografreklame og truttede indledningen til de levende reklamer, der var så få, at man ikke havde besvær med at huske dem fra gang til gang, hvorefter man fik nogle forfilm til kommende film og så til slut hovedmenuen, aftenens film. Der var noget næsten uskyldigt over reklamernes magt dengang. Der var ikke mange, men de virkede – uanset om der var tale om Rexona-badesæbe, Brylcreme-hårpomade eller Medova-tebreve. For man kunne huske filmene og deres salgs- og slagord (“Der er altid plads til en til der bruger Rexona” osv. ). Det var dengang man endnu seriøst forskede i, hvordan man kunne påvirke forbrugerne via underbevidstheden. Den slags spidsfindigheder behøver man ikke længere. Man hjernevasker bare publikum massivt. – Og det virker. Hvorfor skulle de ellers bruge så mange penge på reklamerne!
Mine erfaringer med Google Mail er egentlig lidt anderledes, jeg får ikke noget fra Wish, og heller ikke fra en lang række andre spammere. Jeg havde indtryk af at Google kunne blokere spam, hvis man angiver at det er spam på web-interfacet. Men jeg er ikke sikker.
For at undgå spam har jeg oprindelig skjult min mail-adresse også på weblog-sider, hvor man bliver bedt om at opgive sin mailadresse. Mange steder kan man opgive en fake, og andre steder kan man bruge sin “nr.2”. Der var mange, som gerne ville være anonyme i de tidlige chat-relay (snakkesider) men modsat gik staterne ind for at person-ID blev knyttet til trafikken på nettet.
Der er i dag næsten krav om, at hver mand skal have en mobiltelefon, og at den knyttes til navn, Besværlig-ID, CPR, og adresse, og at den har tændt, aktiv GPS. Nej jeg har ikke noget at skjule, … men der kan komme en dag, ved vi der husker WWII som noget virkeligt, der lige var sket.
For at forstå hvorfor Internettet (egennavn) er så inficeret med spam og andet må man tilbage til begyndelsen, hvor det var et forskningsnet, hvor man faktisk var interesseret i at kollegerne læste det, man skrev. Og trafikken på nettet var ikke krupteret, jo måske på de lange strækninger, fra lokalnet til lokalnet, men ikke på lokalnettet, så enhver kunne lytte på ledningen og se, hvad der var.
I en TV-serie fra 80’erne om et hospital i Boston var der en læge, der blev forbavset, da en patient fortalte ham hvad han havde samlet op via lytning på lokalnettet. Det var undervisning for masserne.
Venlig hilsen/Donald Axel
@Donald: Jo, man kan gøre meget for at bremse spam – i opsætning og ved hjælp af diverse filtre. Men det var slet ikke der, jeg ville hen med mit indlæg. Det var mere en undren over, hvordan reklamevirkeligheden radikalt har forandret sig gennem de sidste fem årtier. En slags uskyldstab, hvis man overhovedet kan tale om skyld/uskyldighed i forbindelse med noget så banalt som reklamer.
Reklamerne er jo indtægtskilde(n) på det såkaldte internet. Det er reklamepengene der betaler for de fleste af de tjenester, vi benytter, fx Google og Facebook. Og derfor må vi tage det med i et vist omfang, hvis vi vil bruge disse tjenester. Af samme grund betaler jeg for min egen blog – domæne og webhotel – for så kan jeg selv styre om og i hvilket omfang reklame skal spille ind på min side. Det har jeg det bedst med, fordi reklamer – alt andet lige – er forstyrrende for læsningen og oplevelsen af en weblog.