Jeg ved ikke, om ideen har været brugt før. Måske. Men det er også underordnet, for ideen er god og giver god musikalsk mening: At den samme musik, de samme sange, præsenteres i to forskellige arrangementer og instrumenteringer. Fordelt over en dobbelt EPs to dele. Man kunne også, hvis man skal være bare lidt nøjeregnende sige – fordelt over to albumsider. For sådan er det også. Den udgave jeg sidder med er 12-tommer-formatet, altså LP’en, hvor musikken altså gengives på to måder, en på hver side. Men lad os ikke fortabe os i formatdiskussionen, der jo alligevel er lidt bedaget i disse streamingtider, og i stedet vende os mod musikken. Og det er der al mulig god grund til.
For Moonbee (der er kunstnernavnet for Gry Ebbesen) og musikerne i henholdsvis The Astronauts og Who Killed Bambi har noget på hjerte med musikken. Ikke kun sende lytterne til en anden dimension i intergalaktisk forstand. Om vi vil lege med på den idé eller ikke, er nok en smagssag. Men uanset hvilken position, man indtager som lytter, så er det ikke til at tage fejl af, at Moonbee og Co. er ude i et musikalsk ærinde, man kunne kalde moderne pop. Men ikke mere moderne end man sagtens kan opfatte de mange stilistiske tråde, der går tilbage i poppens historie. Til 1980’ernes leg med alskens electronica og til 1960’ernes beat eksempelvis, men også de andre årtier, der går forud for vores tidsregning. Og det er en styrke ved projektet, at inspirationen skinner igennem. Det afslører, at man bygger videre på et solidt, virksomt grundlag.
Men ellers er det, der især gør indtryk ved projektet, Moonbees dejlige popstemme, der har en fremtrædende og naturlig rolle i sangene. Dernæst at der er tale om popmusik, der især er båret af stemning (i gamle dage ville man tale om mood music) og følelse. Det er let, svævende og ganske melodiøs popmusik, som det er en fryd at lytte til og som man let kan blive forfalden til. Og disse kvaliteter bliver understreget og styrket af de to forskellige arrangementer. Ideen med at lade de to forskellige orkestre indspille sangene har i hvert fald en effekt, nemlig at man bliver overbevist om, at sangene er mere en døgnfluer og holder ud over denne sæson.
Så står du og mangler noget musik til at trække dig ud af coronaisolationens “træthed” og få dig til at rejse ud på fantasiens vinger med lethed, så sæt Moonbee og Co.’s nye debut-dobbelt-EP på din afspiller. Hermed anbefalet.
Moonbee + The Astronauts + Who Killed Bambi – Come Move in another dimension Part I & Part II. Produktion: Anders Boll. Er udkommet.