Coronaen har ændret vores hverdagsliv. I større eller mindre grad. I mit liv har den satans lille virus betydet, at jeg har måttet se mere TV2 end jeg ellers plejer – og egentlig har lyst til. Men som sagt, så er det sket. Og undervejs i tv-kiggeriet (mestendels TV2s tv-avis  og i mindre grad andre af kanalens programmer), så slog det mig, at det værste, der er sket for Danmarks Radio, er – TV2.

Siden TV2s oprettelse og start i 1988 er DR blevet inficeret med en tankegang, som jeg for nemheds og kortheds skyld vil kalde sæbeopera-syndromet. Soap Opera-syndromet. Sæbeopera går helt tilbage til 1920’ernes amerikanske radio, hvor nogen fik den idé, at underholdningsradioføljetoner kunne blive mere indtægtsgivende, hvis de blev sponsoreret af private firmaer. Det blev i første omgang producenter af sæbe, som fx Proctor & Gamle og Palmolive. Heraf navnet.

Og siden bredte den idé sig til tvmediet. Og i dag kan man, når man altså ser TV2, se, hvordan programmerne afvikles med en efterfølgende oplysning om, at de er sponsoreret af dette eller hint firma. Ja, jeg tog mig selv i at tænke, at det er lige netop, hvad TV2 er: en stor omgang sæbeopera. Med alt, hvad det indbærer af letbenet underholdning, dyrkelse af kendte ansigter i tide og utide, valg af unge, gerne kvindelige, studieværter (jo yngre, desto bedre) med hovedvægten på udseendet og med meget lidt fokus på de journalistisk-faglige forudsætninger. Det kan ikke undre, at nogle af DRs yngre, kvindelige studieværter er endt derovre på sæbeoperakanalen. Senest Sofie #meetoo Linde, der tog X-Factor med sig (hvad ellers!?).

Og siden TV2 kom og sejrede i seertalskonkurrencen og i de kulørte ugeblades popularitetskonkurrencer, så har DR været besmittet med sæbeoperasyndromet. Man genfinder hos DR – selv om det er i mindre grad – den konstante fokusering på underholdning, valget af unge, kvindelige tv-værter (hvornår har man sidst set en +50-tv-vært på DR?), dyrkelse af de kendte (er du i tvivl, så se et afsnit af programmet Aftenshowet) osv. Det eneste, vi mangler, er reklametrommerne for sponsorerne. Og hvis de en dag kommer – man ved jo aldrig… – så er det slut med DR.