I går aftes viste DR2 en dokumentar om John Belushi under den lidt smagløse titel John Belushi – Stjernekomikerens liv og død. Men titlen passede så nogenlunde til dokumentaren, der ikke er det bedste genren har leveret. Filmen bestod mestendels af en lang række kommentarer fra folk, der var tæt på Belushi. Man fik ikke indtryk af, at dokumentaren byggede på solid journalistisk research og dokumentation, snarere at der var tale om en slags tv-udgave af Se & Hør eller Billedbladet.
Nuvel, selv om Belushi fortjener en bedre behandling, så fik man da nogle klip med denne inkarnerede galning, der brændte sit liv ud i en overdosis kokain og heroin i en alder af kun 33 år. Det lå i kortene, at den af albansk oprindelse unge mand ville blive et offer for sin egen stræben efter at udleve ‘den amerikanske drøm’. Men hans vildskab og galskab var også det, der gjorde ham til noget særligt på scenen og lærredet. Hvad enten det var i den populære amerikanske tv-serie Saturday Night – Live, hvor en hel generation af unge komikere fik deres gennembrud, eller i film som Delta Kliken (Animal House) eller Blues Brothers, så var hans talent for komik og musikalske sans ikke til at tage fejl af. Han fortjener bare en bedre dokumentar end den, der blev vist i går. Den ligger vist stadigvæk på DRs hjemmeside, hvis man skulle have lyst til at se den.