Jeg læste lige, at Paul McCartney til mediet Radio Times har fortalt, at den obligatoriske militærtjeneste var lige ved at spænde ben for dannelsen af the Beatles. Beatles blev dannet i 1960, samme år som værnepligten, National Service, blev afskaffet i Storbritannien. Man tør slet ikke tænke på, hvad en tur i trøjen ville have betydet for the Fab Four. Tænk bare på, hvad militærtjenesten på godt og ond gjorde for Elvis Presleys karriere.

Det fik mig til at tænke på min egen undgåelse af militærtjenesten. Jeg kommer fra en familie, hvor det var noget stort at være i’ trøjen’, som man sagde. Min far, der var sømand, var – selvfølgelig – marinesoldat og han talte altid med lys i øjnene om de år som noget ganske særligt. Noget der modnede ham og gjorde ham voksen. Og han synes, jeg skulle se frem til at ‘springe’ soldat. Men sådan gik det ikke. Jeg fik tidligt en afsky for al militarisme og vidste fra jeg var ganske ung, at jeg aldrig nogensinde skulle være soldat.

Og det lykkedes mig at få udskudt min session to-tre gange, fordi jeg var i gang med en uddannelse. Men en dag stod jeg med en indkaldelse. Jeg skulle tidligt møde op et sted i Århus, hvor sessionen foregik. Og jeg tog af sted med mit lange hår, mine deminjeans , t-shirt og andefødder – fast besluttet på, at jeg ville aftjene civil værnepligt. Og det var en speciel oplevelse.

Først blev vi udsat for en psykologisk test (noget med at huske nogle talrækker, og noget med nogle geometriske figurer bl.a.), hvor et par stykker dumpede. Dernæst skulle vi igennem en fysisk undersøgelse. Og helt efter min forventning blev jeg fundet egnet. Hvorefter vi skulle tage stilling til, hvor vi ville aftjene vores værnepligt. Foran i køen stod en ligeledes ung, langhåret mand, som jeg snakkede med. Han ville gøre næsten alt for at slippe for tjeneste, men var egnet og trak et lavt nummer, hvilket var ensbetydende med indkaldelse. Jeg meddelte, hvad jeg ville – civil værnepligt – og fik en svada om fordelene ved almindelig tjeneste, men jeg holdt fast i mit – og trak et så højt nummer, at jeg var uden for fare. Dog med den tilføjelse, at jeg kunne blive indkaldt til paragraf 33-tjeneste (tror jeg det hed), der bestod i nogle ugers indkaldelse et sted i Sønderjylland. Men sådan gik det ikke. Jeg slap helt for militærtjeneste. Og jeg har aldrig fortrudt min beslutning.