Engang kunne jeg ligge på stranden hele dagen. Sådan er det ikke mere. I dag foretrækker jeg skygge. Og kølighed. Derfor fik jeg set en udsendelse i tv om Nobel-pristageren i litteratur 2007, Dorris Lessing. Et portræt af en forfatter, der har gået sine egne veje. Og fortsat gør det. Filmen startede med en scene, hvor Lessing træder ud af en taxi og bliver konfronteret med det faktum, at hun har modtaget Nobels litteraturpris. Hendes reaktion: Oh, My God. Og det var ikke positivt ment…
Men det var slet ikke derhen, jeg ville. Et sted vises en forside af en af hendes bøger, hvor hun citerer Cole Porters sang I’ve got you under my skin. Den sang, der blev Frank Sinatras kendingsmelodi, men i øvrigt er indspillet af en lang række kunstnere. Og hun fortolkede den kort som en sang om tabet, tabet af den, man elsker… Jeg har dig under min hud, jeg har dig dybt i mit hjerte… En rigtig pop-sang om lidenskabelig kærlighed, det at miste og håbe… Og en uopslidelig sang, man aldrig bliver færdig med…

Ive got you under my skin
Ive got you deep in the heart of me
So deep in my heart, that youre really a part of me
Ive got you under my skin

Ive tried so not to give in
Ive said to myself this affair never will go so well
But why should I try to resist, when baby will I know than well
That Ive got you under my skin

Id sacrifice anything come what might
For the sake of having you near
In spite of a warning voice that comes in the night
And repeats, repeats in my ear

Dont you know you fool, you never can win
Use your mentality, wake up to reality
But each time I do, just the thought of you
Makes me stop before I begin
cause Ive got you under my skin