Efter at have set livsstilsprogrammet Kender du typen? på DR1 og efter at have bøvlet lidt med fruens computer, der ikke ville modtage emails, så var der lagt op til lidt filmkiggeri. Og heldigvis havde jeg fået optaget Theordore Melfis Hidden Figures fra 2016. Det var vist TV2, der viste den.

I filmen befinder vi os i USA i 1961, altså tres år før vores nutid, hvor coronapandemien dominerer vores udsyn, men også en tid, hvor #meetoo og #blacklivesmatter har gjort os alle opmærksom på, at “sexisme”, kønsulighed og racisme trives i allerbedste velgående og bør – lad os sige det sådan – overvindes. Og set i tresårets bagklogskabslys, så er Melfis film en særdeles politisk korrekt film, idet den handler om forskelsbehandlingen af sorte amerikanske kvinder i rumfartsindustrien.

USA befinder sig i en prestigefuld kamp med russerne om magten i rummet. Samtidig befinder vi os i en periode, hvor den kolde krig stadigvæk dominerer og præger den amerikanske virkelighed helt ned i hverdagslivets små detaljer, og hvor borgerrettighedsbevægelsen med Martin Luther King i spidsen har vind i sejlene.

I filmens indledning ser og hører vi den lille sorte pige Kathrine Goble, der snakker om og fantaserer om tal, primtal og geometriske figurer. Og det viser sig, at pigebarnet har ekstraordinære evner og talent for at arbejde med tal. Det baner vejen for hendes uddannelse og for at hun bliver ansat ved NASA, der netop mangler folk, der kan foretage rigtige beregninger af rumskibes konstruktion og baner i himmelrummet. Og det kan Kathrine.

Sammen med den sorte kvinde Dorothy Vaughan, der har særlige evner udi computerprogrammering, og Mary Jackson, der bliver USAs første sorte, kvindelige flyingeniør kommer Kathrine Goble til at arbejde i det projekt, der skal sende den første amerikanske astronaut i kredsløb om jorden – og dermed for alvor melde USA ind i rumfartskapløbet.

Og fortællingen om de tre, sorte kvinders vej til succes i rumfartsindustrien anno 1961 er en fortælling om, hvordan diskriminationen på køn og hudfarve fungerer i alle hverdagslivets aspekter. Da Goble bliver ansat til at beregne rumskibenes baner er der ikke taget højde for, at hun skal kunne komme på toilettet i nærheden af arbejdslokalet. Toiletterne er adskilt på køn og hudfarve. Og hun må, når hun skal tisse osv., løbe til den anden ende af anlægget, hvor der er et toilet for people of color. Og hun må ikke dele kaffekande med sine hvide, mandlige arbejdskolleger. Men også uden for arbejdspladsen mærker hun og de to andre kvinder, hvordan forskelsbehandlingen effektivt fungerer helt ned i mindste detalje. Fx kan Dorothy Vaughan ikke låne en bog på biblioteket om programmeringssproget Fortran, fordi den ikke står i afdelingen for sorte lånere, og fordi denne afdeling ikke har et eksemplar.

Men Gobles chef, Al Harrison, solidt spillet af Kevin Costner, ser kun, at Kathrine kan løse de beregningsmæssige problemer, han har, og som er afgørende for, at NASAs projekt kan realiseres. Han ser kun rumfartsprojektets succes. Og derfor bliver han nødt til at sætte sig ud over hverdagsracismen og kvindeundertrykkelsen. Det bliver ham, der egenhændigt gør alle toiletter tilgængelige for alle medarbejdere og sørger for, at Kathrine kan få kaffe på lige fod med sine kolleger.

Og fortællingen om de tre kvinder er en positiv beretning om tre sorte kvinders succes. De lykkes alle tre med deres respektive frigørelsesprojekter. Og på den måde er filmen måske også en anelse utroværdig i sin vægtning af netop successen, idet det jo netop er tale om et igennem seks årtier nærmest glemt kapitel af Amerikas historie, der fortælles. Et kapitel, der først for alvor kom for en dag, da Margot Lee skrev en bog om de tre hidden figures, som blev grundlag for filmen (bogen er fra 2016). Man kunne måske også sige, at instruktøren med sin positive vinkling på historien afslører, at han er fortaler for vor tids politiske korrekthed.

Man kan også, hvis man vil fastholde denne kritiske linje, indvende, at fremstillingen af de tre sorte kvinder tenderer til at bliver lidt for pæn. De er tre, relativt velstillede unge damer. Selv om Kathrine Goble er enlig mor med tre piger på slæb, så fremstilles hun alligevel som en pæn repræsentant for en amerikansk middelklasse, der kan leve op til den amerikanske drøm. Hun får da også sin helt og succes i sit arbejde (og ender med at få opkaldt en hel NASA efter sig og modtage en fortjenstmedalje i en fremskreden alder). Og de to andre er ikke ringere stillet. De tre kvinder er ikke repræsentanter for den underklasse, der for alvor mærker undertrykkelsen (og som vi kun ser indirekte i tv-citater fra tressernes racevirkelighed).

Men når det er sagt, så får filmen alligevel givet et ret nuanceret og troværdigt billede af den massive køns- og racediskrimination, der fungerede dengang og som trækker mærkbare og synlige tråde helt op i vores tid. Og de tre skuespillere – Taraji P. Henson, Octavia Spencer og Janelle Monáe – får fremstillet deres personer, så de fremstår meget troværdige i deres vidt forskellige kamp mod diskriminationen. Som levende, troværdige og sympatiske individer i en usympatisk tid.

Samlet set er det en seværdig film, der næsten alt for godt passer ind i vores tids politisk korrekte syn på køn og race med sin dramatiske afdækning af et lidt glemt kapitel i rumfartens historie. En film, der trods forbeholdene er både oplysende og underholdende.