Jeg blev født i starten af 1950’erne. Og voksede op i tresserne. Det betød, at jeg var der, da rock and roll kom til. Genrenavnet opstod i 1954, det år, hvor Elvis Presley udsendte sine første singleplader (“That’s all right”, “Good Rockin’ tonight” og “Milkcow blues boogie”). Året efter kom Little Richard og “Tutti Frutti”. Og med tresserne kom The Beatles og alt, hvad dette epokegørende årti førte med sig, musikalsk og på anden vis. Jeg blev teenager i det årti, og ved starten af halvfjerdserne kom jeg i gymnasiet og fik for alvor glæde af min grammofon. Mange af mine lommepenge (det var ikke mange…) gik til udvalgte plader, som jeg har endnu. Halvfjerdserne faldt sammen med mine tyvere og jeg brugte megen tid på at følge med i, hvad der rørte sig inden for det, man nu med en sammenfattende betegnelse kaldte rock. Samtidig med min formelle uddannelse, fik jeg en musikalsk dannelse så at sige – som interesseret, engageret lytter. Så sammenfattende synes jeg, jeg har været heldig og haft mulighed for at opleve en enestående musikalsk udvikling inden for populærmusikken. En udvikling, som det efterfølgende årtier har som uomgængelig forudsætning. Firserne, halvfemserne, O’erne har – alt andet lige – været bonusårtier. Selv om der er kommet megen god musik i de årtier – for det er der – så kommer den periode ikke i nærheden af de første tre formative årtier. Jeg synes, jeg har været heldig i dette særlige lotteri.
https://www.youtube.com/watch?v=0tlbG2nlceo
@capac, det er jeg med på, deler din glæde, uden at ha været der selv på samme tid.
Guldalder goodbye er måske også lige dramatisk nok. Men jeg tror ikke økonomi og kunst kan skilles ad (måske ikke for de mest basale folkeviser og hulemalerier men ellers…) og så kun af dem af os der har råd til vælge og tid til at lytte og snakke og læse og skrive til hinanden om den. Forstået som kulturel eller social kapital.
Populærmusikken er også industrielt, serielt fremstillede produkter. Om this machine så virkelig kills fascist er jo svært at vide, den har nok båret en tråd af frihedskamp med sig hvor den nåede frem på kloden. Uanset shady business mænd/kvinder.
Tak for inspirationen capac, nyder at læse din blog.
@medandreord: Jeg er helt med på, at musik, ja kunst, og penge ikke kan skilles ad. Og det har næppe været mere indlysende end i den periode, jeg sigter til. Helt grundliggende, så er populærmusikken i det tyvende århundrede og frem – en vare. Og de betingelser vareproduktion og marked har stillet kunstnerne over for har været afgørende for kunstens fremtræden. Historierne om musikere og kunstnere, der er blevet tørret af kløgtige købmænd er lige så mange som historierne om kunstnere og deres talenter. Og det er i dette krydsfelt mellem økonomi og kunst, forbrugerne (kritikere og publikum) befinder sig og skal orientere sig. Og det har aldrig været nemt. Og i dag er det måske endda sværere end nogensinde før.
– nåja, der var jo også godt styr på rettighedshaverbetaling, så både sangskriver, artist, producent, m.fl. var sikret en løbende indtægt indimellem releases
https://www.theguardian.com/media/2011/nov/01/pete-townshend-john-peel-lecture
@medandreord: Nu var mit indlæg mest af alt udtryk for en slet skjult glæde over at have været med fra starten og have fået lov til at opleve det meste af det bedste i den bedste af populærmusikkens tidsaldre. Gevinst i en ikke-pekuniær forstand. At populærmusikken også har været og fortsat er en stor pengemaskine har jeg tangeret i mange andre indlæg og vil nok også vende tilbage til emnet ved lejlighed. Guldalderen er forbi, skriver du. Måske. Vi får se, hvad musikkens muse har i ærmet. Måske kommer der en renæssance eller et nybrud. Music is your only friend – until the end….
Samfundsøkonomisk var der vel også bingo banko, med din generations lommepenge i omløb kunne mange business bosser lugte profitten og havde råd til at prøve at satse på flere forskellige grupper og genrer, fordi gevinsten var enorm på de der solgte millioner
Så var der kildebeskyttelsen af produktet, som uanset spole- og kasettebånd stadig var værdifuld, den dag i dag kan nogle skiver sælges for femte eller måske tiende gang for et vist beløb
Markedsføring kunne rettes mod nogle centrale redaktioner med en relativ stor målgruppe.
Live kulturscenen skulle ikke konkurrere med 25+ tv kanaler og web hurlumhej.
Var det ikke også sådan at en student og en lærling havde råd til en koncertbillet med et par genstande til mindst en gang om måneden?
Så de navne der etablerede sig fik masser af kilometer på landevejene og stor erfaring og kontakt til deres publikum.
Guldalderen er vist forbi.