Jeg er så gammel, at jeg kan huske dengang, det blev acceptabelt at sige “du” til voksne mennesker, fx til sine lærere i folkeskolen. Som jeg husker det, så gik overgangen relativt glat. Og den nye tiltalemåde blev nærmest opfattet som et naturligt led i en ligestillende, demokratiserende udvikling. Selv om der – selvfølgelig – var nogle mennesker, der insisterede på at blive tiltalt “De” og at tiltale andre på samme måde.
Jeg kom til at tænke på dengang forlede, hvor jeg var ude at lufte min hund som jeg plejer. Og ved en fodgængerovergang i nærheden af min bolig gled jeg i noget is og landede på siden i en lille vandpyt. Jeg slog mig heldigvis ikke særligt, men en ung dame på cykel (en af de her moderne ladcykler med plads til børn) standsede op og spurgte “Er De ok?”. Hvilket jeg kunne bekræfte. Samtidig med, at jeg tænkte, at nu var jeg blevet en ældre herre (nej, gammel!), siden en ung dame kunne finde på at tiltale mig på den måde. Og medens jeg gennemblødt vandrede hjemad med hunden for at få noget andet tøj på, kunne jeg så filosofere lidt over, hvad det mon var der udløste den tiltale? Sikkert det grå hår og det grå skæg.
Apropos hunde
Her kender vi også til, at folk siger De, men det er mest Uffe, der er ude for det … 🙂
@Madame: Det er sikkert, fordi du (!) ser så ung ud!
Jeg er også en gammel, gråhåret knark (vist nok et par år ældre end dig), som sagde ‘De’ til lærerne i skolen, og overgangen til ‘du’ forløb ganske rigtigt generelt forholdsvis smertefrit. Jeg oplever nu også at blive tiltalt med ‘De’ af yngre mennesker, men ud over de grå hår tror jeg også, det har noget at gøre med måden at tale på. Jeg siger selv ‘du’ til hvem som helst, for det meste uden at tænke nærmere over det – men hvis der er tale om personer, der om muligt er endnu ældre end jeg selv, kan jeg ikke få mig til det …
@Uffe: Ja, jeg har det også sådan, at visse personer nærmest kræver et “De” af mig. Ikke kun ældre personer, men personer med en
vis værdighed. Det har nok noget med vores “opdragelse” og “dannelse” at gøre…