Pilen pegede på DR2, hvor Pernille Fischer Christensens Unge Astrid blev vist. En film om den svenske børnebogsforfatterinde Astrid Lindgrens barn- og ungdom, tiden før hun blev forfatterinde.

I rammefortællingen ser man den ældre Astrid Lindgren ved skrivebordet i sin lejlighed i Stockholm, hvor hun læser fødselsdagshilsner fra sine læsere, primært børn, der i tegninger, sang og tekst fortæller om hendes betydning for dem og stiller spørsmål om hendes fortællekunst. En rammefortælling, hvis dramaturgiske berettigelse ret beset begrænser sig til at fortælle os, hvilken ung Astrid, vi har at gøre med.

Derfra sendes vi tilbage i tiden til dengang Astrid LIndgren var seksten år gammel og endnu hed Ericsson til efternavn. Hun vokser op i en bondefamilie, hvor især moderen er gudsfrygtig og dyrker kirkelivet med nidkærhed. Og Astrid, en pige med livsappetit og rebelske tilbøjeligheder, finder, at religionen er udtryk for hykleri, blandt ved ikke at give drenge og piger lige muligheder i livet. Storebroderen får lov til at være længere ude om aftenen end hun selv gør. Det unge stjernefrø Alba August fremstiller smukt den unge Astrid, der rummer støbeformen til såvel Pippi Langstrømpe som Ronja Røverdatter. Et kvikt pigebarn med muligheder, der rækker langt ud over det konservative bondesamfunds grænser.

Astrids overskud kommer til udtryk i en sekvens, hvor hun er til bal i forsamlingshuset og får lov til at være bænkevarmer. Hun reagerer ved at kaste sig ud i en vild solodans, der udløser en betagelse hos byens avisredaktør Blomberg, der straks har et godt øje til Astrid. Efterfølgende kontakter han Astrids far for at tilbyde Astrid et job som medhjælper ved Vimmerby Tidning. Et tilbud, der får dobbelt betydning for den unge Astrid. Dels får hun gang i skriveriet på journalistisk vis. Hun får skrevet notitser og bliver sendt ud og lave en rapportage om om et nyt tog, der kommer til byen. Og dels opstår der et romantisk forhold mellem den ældre, gifte redaktør og Astrid. En romance, der resulterer i, at Astrid bliver gravid med drengen Lasse.

Barnefaderen Blomberg risikerer at blive dømt for utugt og bilder Astrid ind, at det kan betyde en fængselsstraf. Og Astrid vælger at føde sit barn i dølgsmål i Danmark og lade drengen blive passet sammesteds af en erfaren plejemor (spillet af Trine Dyrholm).

Historien om Astrids kamp for at realisere sit kærlighedsforhold og blive gift med Blomberg og ikke mindst at få sin lille dreng tilbage til Sverige udgør filmens centrale problematik. En bevægende og næsten ubærlig fortælling, hvor den unge Astrid skal træffe nogle tunge og modige valg. Og hvor hun må erkende, at kærligheden til Blomberg ikke er, hvad hun troede, hvorfor hun må vælge et liv som eneforsørger, da plejemoderen bliver alvorligt syg. Historien om den udenomsægteskabelige graviditet bygger på Astrid Lindgrens egen beretning, som hun i mange år holdt for sig selv. Og det antydes i filmen, at netop denne livsforandrende oplevelse udgør en slags hovedstol i Lindgrens senere forfatterskab. En hovedstol, hvorfra hun trak sin forståelse af børns verden og sit livssyn. Men heldigvis nøjes filmen med at antyde en sådan fortolkningsmulighed, for den vil selvfølgelig være diskutabel og kontroversiel.

Ret beset er vores viden om, at hovedpersonen Astrid er forfatterindens Astrid LIndgren som ung, kun nødvendig for at forstå de diskrete allusioner til forfatterindens univers og for at sælge filmen. For selve fortællingen om den unge kvinde, der får et barn uden for ægteskab og kæmper sin kamp for barnet, kan sagtens stå alene. Og det lykkes for instruktøren at fortælle historien enkelt, smukt og bevægende. Anbefales.