Man må lade julens ideologer og købmænd: De lader ikke en i fred i tiden op til og omkring juleaften. De skal nok få sneget propagandaen og reklamerne ind, hvor og når de kan. Så som en relativt afslappet julefan, der godt kan nøjes med et lille bitte selskab, lidt god julemad og et enkelt glas og undvære det store pyntede, forgranede udtræk, så er det med at holde tungen lige i munden og lade det overgå en. Man kan næsten ikke andet.

I går aftes satte min yndlingsaversion Danmarks Radio fuld tryk på propagandaen ved at genudsende den britiske, romantiske komedie (som den kaldes, lidt fejlagtigt) Love Actually  for at minde os om det, vi hele tiden bliver mindet om, at julen drejer sig om KÆRLIGHED. Jo tak, vi ved det godt. Vi er ikke helt fatsvage DR, selv om I behandler os som sådan.

Men når det nu ikke kan være anderledes (med det kan det!), så tåler filmen et eller flere gensyn, fordi den er så fint skrevet, drejet og spillet. Den er letbenet, men man opdager nye små detaljer, hver gang man ser den igen. Og man kan dvæle ved replikhåndteringen og personinstruktionens fine detaljer. Ja, man bliver ikke sådan lige færdig med den film. Heldigvis for DR, der nok sender den igen næste år på samme tid.

At filmen også skamløst genbruger stor pop hører bare med til historien om denne film, der bare er for meget og netop derfor er både rørende og forførende at (gen)se. The Beatles er med (“All you need is love” i en kirkescene) og – selvfølgelig – The Beach Boys, der får lov til at runde filmen og rulleteksten af med kærlighedsṕopsangen over dem alle, “God only knows”. Hvor er det bare en storartet sang.