Errare humanum est, lærte jeg i latin-timerne i folkeskolen hos frk. Hvass. Det er menneskeligt at fejle, og vi gør det hele tiden. Der var også en fortsættelse: perseverare diabolicum (“at fremture er djævelsk”), som frk. Hvass også citerede, når vi brugte første del af citatet som undskyldning for vores forsømmeligheder med lektier og opgaver.
For lidt mere end et år siden blev Seksualpolitisk Forum dannet. Og capac var ret så begejstret. Nypuritanismen var i fremmarch, og så dukkede der et forum op, der ville ‘påvirke den seksualpolitiske debat i Danmark og udlandet i en frisindet og nøgtern retning’. Det faldt på et tørt sted. Kom som kaldet. Og uden at tænke ret langt ansøgte jeg om medlemskab af forummet.
Det var heri min brøde bestod. Jeg ansøgte om at blive godkendt som medlem af et forum. Allerede her burde mine alarmklokker have bimlet og bamlet. For man kan ikke bare tilmelde sig Seksualpolitisk Forum. Man skal godkendes. Man skal vejes for at se, om man nu er frisindet nok eller måske for frisindet… Hvis der var tale om en forening eller et parti, ville det være forståeligt nok. Her har man et ideologisk grundlag, som man skal være enig om. Men et forum er i princippet et sted, hvor forskelligheder mødes og brydes. Fx kan der være uenighed om, hvor vidtrækkende frisindet skal være.

Nuvel. Min ansøgning blev vel modtaget, og man bad mig om at præsentere mig selv og min interesse for seksualpolitiske emner. Som sagt så gjort. Jeg præsentere mig selv kort og henviste til min blog. Det sidste skulle jeg nok aldrig have gjort. For i den forudgående tid havde jeg formastet mig til at forsvare en vis fhv. amts-chat-konsulent, Rudy Frederiksen, der havde misbrugt sin stilling til at opnå seksuelle ydelser fra nogle unge piger. I en – i øvrigt anonym – email meddelte man mig så, at man ikke kunne optage mig i Seksualpolitisk Forum, fordi man var i tvivl om, hvorvidt jeg forsvarede Rudy eller ej. Og jeg fik i øvrigt at vide, at man ikke var enige om præklusionen og heller ikke om, hvordan man skulle forholde sig til fx pædofili.
Og det er da rigtigt. Jeg forsvarede – og vil fortsat forsvare – den tidligere amts-chat-konsulent. Ikke, fordi han misbrugte sin betroede stilling til at lokke unge piger med modeldrømme ud i et prostituerende arrangement, men over for en pøbelsk presse, der anklagede og dømte manden på forhånd. For mig handlede det ikke først og fremmest om mandens såre menneskelige liderlighed, men om retsprincipper, som en sensationshungrende presse med TV2 og boulevard-aviserne i spidsen var fløjtende ligeglade med. Jeg skrev ironisk, ja, sarkastisk om Rudy og kaldte ham flere gange – med digteren Peter Laugesens øgenavnstilskrivning “Pikken fra Herning”. Fx skrev jeg i forbindelse med en omtale af Bill Brysons erindringsbog Thunderbolt Kid følgende::
“Avisen Guardian bringer et fyldigt uddrag af bogen, som jeg har læst og moret mig en del over. Den handler nemlig om seksualmoralen i 1950’erne. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på de seneste dages opstandelse over chatekperten Rudy – som Peter Laugesen i dagens Information meget lidt flatterende kalder “Pikken fra Herning” (à la “Ørnen…”) – der, bogstaveligt talt, blev grebet med bukserne nede om hælene i sine bestræbelser på at misbruge unge pigers stjernedrømme til egen seksuel lystgevinst. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er forkasteligt, at en mand misbruger en betroet stilling som chatkonsulent til den slags. Og han skal nok få sin fortjente straf for det. Men den smålumre, skingre moralske forargelse og slet skjulte sensationsophidselse i visse dele af medierne er grinagtig, tankevækkende og vækker genklang af netop halvtressernes forkrampede seksualmoral. Man skulle tro, at vi ikke er kommet ret meget videre…”.
Frederiksen fik siden en dom for ‘udbredelse af utugtige billeder af unge piger’, men var allerede da blevet straffet af seksualmoralisterne: Han mistede sit job, sin kone, forholdet til sine børn – og sit navn. Det sidste i bogstaveligste forstand: Han måtte skifte navn.
Frederiksens store ‘forbrydelse’ var ikke at han forfulgte sin liderlighed. Det var, at han gjorde sig selv til en af de “børnelokkere”, som hans egen ekspertise skulle beskytte børn imod… Man havde sat ræven til at vogte høns.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg forsvarede Frederiksen over for en pøbelpresse, der hellere end gerne sælger ud af retsprincipper og etiske normer, hvis bare man kan sælge aviser og få markante seertal, men jeg forsvarede også mandens ret til at være liderlig og forfølge sine liderlige lyster – så længe det sker inden for lovens og de professionsetiske rammer. Det sidste drejer sig om, at man i betroede stillinger – fx som lærer, chat-konsulent osv. – ikke misbruger sit job til seksuelle lystgevinster.
Jeg skulle aldrig have ansøgt om medlemskab af Seksualpolitisk Forum. Det var en fejl. Seksualpolitik Forum var ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Et sted, hvor diskussionen af frisindets grænser kunne komme fuldt til udtryk. Og for mig starter frisindet for alvor, når man stiller de ubehagelige spørgsmål (fx om de unge pigers rolle og bevæggrunde i sagen om Rudy Frederiksen ), der antaster ens egne seksualmoralske normer og grænser.
En sådan diskussion kommer Seksualpolitisk Forum aldrig til at blive, så længe man insisterer på at tale “med én stemme”.

Tilbagespoling (scroll selv ned)