Instrukskommissionen gør med sin netop udsendte delberetning ganske klart, at selv om Venstrepolitikeren Inger Støjberg i sin ministertid ikke direkte og utvetydigt gav instruks om at adskille par i forbindelse med indkvartering i asylsystemet, så lader hendes gøren og laden ikke tvivl om, at det var den politiske hensigt. Man fristes til at mene, at hendes gøren og laden i denne sag er udtryk for en kalkuleret risiko, der så vidt muligt skulle effektuere den asylpolitik, som regeringspartiet stod for, samtidig med, at Støjberg skulle undgå at gå direkte i lovbrudsfælden. Med til denne manøvre hørte, at Folketinget blev ført bag lyset og at den ikke eksplicit artikulerede hensigt sivede igennem alskens dokumenter fra det pågældende ministerium.

Og selvfølgelig skal sagen have politiske konsekvenser. Også mere en såkaldt “næse”, der i praksis ikke vil ændre den fhv. ministers politiske position i sit parti. Sagen er så alvorlig at alt peger i retning af en rigsretssag. Spørgsmålet er, om der er politiske vilje til at gennemføre en sådan. Indtil videre tøver Socialdemokratiet.

Forhistorien til denne spegede sag er, at partiet Venstre op gennem nullerne har om ikke kalkeret, så et langt stykke hen ad vejen adopteret Dansk Folkepartis flygtninge- og indvandrerpolitik. Sammen med oppositionspartiet Socialdemokratiet har Venstre af klart populistiske grunde (vælgerstemmer!) gjort sig til et strammerparti i udlændingespørgsmålet. Det samme gælder Socialdemokratiet. Begge partier har de facto taget førertrøjen på i den populistiske udlændingepolitik. Og som jeg tidligere har været inde på har det medført en veritabel politisk implosion i Dansk Folkeparti, der i dag kun er en skygge af sig selv, fordi partiet ikke længere for alvor kan markere sig i udlændingespørgsmålet, men må se sig selv overhalet og overgået af andre partier i den såkaldt blå blok (Venstre, Konservative, Liberal Alliance og ikke mindst Nye Borgerlige) og Socialdemokratiet.

Det ser sort ud, kort sagt. Men forestil dig, at instrukssagen fører til en rigsretssag og det ender med en domfældelse af Inger Støjberg, så kan det måske komme til at betyde et farvel til årtiers inhuman udlændingepolitik og et goddag til en ny, humanistisk og afbalanceret udlændingepolitik, der både respekterer menneskerettighederne, arbejder for reel integration af indvandrere og har et realistisk forhold til det voksende migrationsproblem i Europa. I så fald har instrukssagen ikke været forgæves.