Torsdag aften var en af de aftener, hvor jeg måtte gribe til filmlageret, hvis jeg skulle undgå de værste sider af de danske kanaler. Og valget faldt på Richard Eyres Dommerens valg (orignaltitel: The Children Act). Og begrundelsen, min egen indre, var enkel: Emma Thompson har hovedrollen.

For ikke så længe siden læste jeg, at samme Emma Thompson til pressen havde beklaget sig eller i hvert fald ytret sig kritisk over det forhold, at Hollywood foretrak yngre (end 50+) kvinder, når der skulle deles gode roller og hovedroller ud. Og hun har jo ret. Aldersdiskriminationen – specielt på spindesiden – har gode vilkår i den store filmindustri. Men der er jo altid undtagelser. Og til dem hører altså den engelske filmindustri, der stadigvæk gør god brug af deres lange række af fremragende skuespillerinder. Og når så det kombineres med en ferm instruktør (Richar Eyre) og en klassemanuskriptforfatter (Ian McEwan), så kan det ikke gå galt. Og det gør det da heller ikke.

Emma Thompson spiller dommeren Fiona Maye, en retlinet, yderst kompetent dommer, der kan sit kram og bruger det meste af sin vågne tid på sager af vanskelig karakter. Da vi møder hende er hun involveret i en sag om et sammevokset tvillingepar, hvor valget står mellem at lade dem begge dø eller skille dem ad og lade den ene tvilling overleve. Denne svære sag følges straks op af en mindst lige så vanskelig sag. Nemlig sagen om den 17-årige Adam Henry, der er ramt af leukæmi – og oven i købet medlem af Jehovas Vidner. Og da denne religiøse kult tror på, at sjælen sidder i blodet, afviser de – og det vil sige Adams forældre og ældrerådet i kulten – at Adam kan få den nødvendige blodtransfusion, der sandsynligvis kan redde hans liv.

Lovgivningen er klar nok. Fiona skal redde Adams liv, hvis hun kan, og det kan ske ved at give hospitalet mulighed for at give ham den nødvendige blodtransfusion. Men sagen kompliceres af et par forhold. Dels er Adam kun et par måneder fra at fylde 18 år og dermed være myndig i sit eget liv og selv at kunne træffe afgørelsen. Og dels løber Fiona ind i samlivsproblemer med ægtemanden Jack, der er blevet seksuelt og følelsesmæssigt udsultet på grund af Fionas opslugthed af sit arbejde. Og han kræver adgang til en udenomsægteskabelig affære med en meget ung dame. Fiona presses altså både gennem sagens karakter og sit privatlivs kaos. Man kan vel sige, at Fiona kastets ud i en eksistentiel krise, der måske også forstærkes af den kendsgerning, at hun selv er barnløs (havde ikke tid til at få børn på grund af arbejdet…) og at sagens hovedperson endnu nogle måneder er netop et barn.

Det tjener forfatter Ian McEwan til ære, at han indfører disse emotionelle og eksistentielle dimensioner i dramaet, der ellers kunne være blevet ret så banalt, fordi de lovmæssige sider af sagen er rimeligt enkle. Staten har ret til at sidde de troendes krav overhørig, når det gælder et menneskes liv.

Fiona reagerer på sin situation ved at gøre noget ganske usædvanligt. Hun opsøger den syge Adam på hospitalet for at høre, hvad han tænker om sit valg mellem en sikker død og muligheden for en ny start på livet. Og det resulterer i en kort samtale, der ikke kun kommer til at handle om selve sagens kerne, men i allerhøjeste grad om den emotionelle relation, de to får etableret mellem hinanden. En relation, der har elementer af en forelskelse, en mor-barn-relation, en lærer-elev-relation osv. Og så alligvel det hel og ingen af delene. Men begge bliver de dybt berørt af mødet, med det resultat, at Adam, da dommen er afsagt og har overlever sin blodtransfusion, begynder af stalke (Fionas ord) Fiona. Hvad der sker herefter vil jeg ikke afsløre, blot nævne, at historien tager endnu en drastisk vending og munder ud i en slutning, der er åben for fortolkning. Sådan som en god historie fortjener.

Men filmen er mere end god. Emma Thompson og hendes med- og modspillere, fx Stanley Tucci som ægtemanden Jack, Fion Whitehead som Adam, Jason Watkins som Fionas sekretær og mange flere, spiller på det høje niveau, man forventer sig at det bedste fra britisk film- og tv-industri. Og Emma Thompson er er gave som dommeren med den kølige, rationelle overflade og det alt andet end kontrollerbare indre. Richard Eyre fortæller historien uden de store falbelader og solidt struktureret af Ian McEwans komplekse manuskript.

Filmen kan kun varmt anbefales til en kold decemberaften – og kan ses på bibliotekernes Filmstriben, hvis man ikke nåede at optage den eller har den på et fast medie. God fornøjelse.