På grund af varmen fik jeg først taget hul på Weekendavisen i dag. Og da jeg er en stor beundrer af Alfred Hitchcocks filmkunst kastede jeg mig over Leonora Christine Skovs anmeldelse af en ny biografi om den trinde englænder. Titlen er “Den infantile psycho”, og i overskriften advares vi om – eller stilles i udsigt – at biografien om manden og hans forhold til sine kvindelige skuespillerinder vil få ham til at “falde dybt”.

Nu er det jo ikke ligefrem nogen nyhed, at Alfred havde, skal vi sige det sådan, et problematisk forhold til sex. Efter sigende levede han i et aseksuelt forhold til sin kone Alma. Og meget tyder på, at han nærmest var besat af blondiner. Som andre, der har et beklemt forhold til det seksuelle, havde han også en tilbøjelighed til verbale frivoliteter og sjofelheder.

I sin biografi Spellbound by Beauty: Alfred Hitchcock and his leading Ladies disker den kendte biograf Daniel Spoto op med en mængde saftige anekdoter og vidnesudsagn, der hvordan “Hitch – uden cock“, som han elegant tituleres, udøver sex-chikane af variende styrke over for sine kvindelige hovedrolleindehavere – selv om det målt med vor tids alen ikke rigtig syner af det store.

Nuvel, jeg vil slet ikke bestride, at Alfred sandsynligvis har været pueril liderbasse, der fik afløb for sine undertrykte seksuelle lyster ved at chikanere sin samtids dejligste skuespillerinder. Han har sikkert både været uforskammet, uopdragen og rigtig slem. En skidt knægt.

Men Leonora Christine Skov skyder helt ved siden af målet, hvis hun mener, at sådan biografisk snageri, der ikke lader de kulørte ugeblade meget efter, på nogen måde berøver filmkunstneren Alfred Hitchcock noget af hans værdighed. At en kunstner har et forkvaklet seksualliv, gør jo ikke ham eller hende til en mindre kunstner. Man må skelne mellem forfatterens liv og kunstværket. Og det burde magister Skov jo vide…

PS. Når jeg kalder dette indlæg “Den kastrerende anmelder”, så hænger det sammen med, at Skov har markedsført sig selv om en slags feministisk kritiker, og hendes sympati ligger helt klart hos de ‘stakkels’ skuespillerinder, der søgte berømmelsens rampelys hos mester Hitch. Hvis man absolut vil kastrere Hitchcock, så skal man gøre det med udgangspunkt i hans filmiske værker. Og det bliver svært. Meget svært.