Helt tilfældigt læser jeg om Beach Boy-Brian Wilson, der en dag i 1964 er på vej med flyet til Houston, Tesxas, for at give endnu en af den lange række af koncerter, Beach Boys leverede det år. Men Brian havde nået sit bristepunkt. Han kunnne ikke længere klare presset. Forventningerne til at skabe ny musik. Publikums forventninger om at høre alle hitsene. Pladebranchens forventninger om afkast. Mediernes mange interesser. Og konkurrenternes plader (ikke mindst de fire opfindsomme Liverpooldrenge). Og derfor lå han, Brian Wilson, på knæ i midtergangen på flyet og græd som et lille barn. Han ville bare hjem til mor og væk fra al den ståhej. Og sådan gik det. Brian kom hjem og isolerede sig for at gøre det, han var bedst til – at lave musik til Beach Boys.
1964 var et exceptionelt år for Beach Boys. De havde udgivet hele fire album, inklusive et koncertalbum. De havde afholdt et hav af koncerter, og havde i det hele taget presset sig selv helt umenneskeligt. Og det kunne især Brian Wilson ikke klare.
Året efter udkom albummet The Beach Boys Today!, der af mange betragtes som deres bedste (den er forløberen for Petsounds). Det var her på denne plade, Brian Wilson for første gang kunne koncentrere sig om det, der var hans læst: at skrive sange. Og ikke bare sange, der forholdt sig til forventningerne om surfbræt, solbeskinnet strand og bikiniklædte ungmøer.