Historierne om musikkens bagmænd, der har snydt, narret og frarøvet kunstnerne penge er lige så mange som dagene, der er gået, siden Little Richard satte skub i rock’n roll med “Tutti Frutti”. Og lige nu læser jeg om Buddy Holly, der ikke er nogen undtagelse fra reglen. Den unge Holly kom i kløerne på manageren Norman Petty, der ikke havde meget til overs for rock and roll, men gladelig ville have fingre i de penge, denne stilart kunne resultere i. Petty blandede sig i Hollys sangskrivning og tiltuskede sig en plads på pladerne som medkomponist, og sammen med sine advokater sørgede han for, at Holly på trods af hurtig berømmelse og succes med sine første indspilninger praktisk taget ikke have en mønt på lommen ved udgangen af 1958.

Som andre på den tid, fandt Holly sig i det, fordi ha bare ville spille sin musik og nå ud til et stort publikum. Det var også mangel på penge, der i sidste ende – året efter –  tvang Holly til at leje det Beechcraft Bonanza privatfly, der skulle sende ham i døden sammen med Richie Valens, The Big Bopper (J. P. Richardson) og den uerfarne pilot Roger Peterson. Alternativet var, at de skulle fortsætte i den gamle, faldefærdige skolebus, der gjorde det ud for en turbus, og ikke nå frem til næste koncertdestination.