I oktober så jeg Joseph Vilsmayers tyske Stalingrad (1993), og blev i den forbindelse opmærksom på og interesseret i Fedor Bundachucks russiske film fra 2013 med samme titel. Så det var jo oplagt at få fat i den og se, hvordan historien om det legendariske slag kunne fortælles fra den anden side af fronten, så at sige. Om der så at sige var en anden vinkel end i den tyske.

Og det var og er der.

Filmen har en rammefortælling. Et barn af en af de overlevende kvinder fra Stalingrad er udsendt for at hjælpe ofrene for tzunamien i 2011. Og hank kommer i kontakt med en tysk pige, der er fanget under et sammenstyrtet hus. Og hun overtaler ham til at fortælle sin historie, om de fem fædre han havde i slaget om Stalingrad. Og derfra vender vi tilbage til 1942, hvor en gruppe russiske soldater får til opgave at forsvare et større bygning, bag hvilken der er adgang til floden Volga, som tyskerne for enhver pris vil have adgang til. Og det er adgangen til Volga, der så at sige afgør kampen om byen Stalingrad.

Fem af de russiske soldater er hovedpersoner i fortællingen og er de fem fædre, der er tale om i rammefortællingen. Og ud over dem er der en ung pige på 19 år i bygningen. Hun er blevet i bygningen efter at have mistet hele sin familie. Og soldaterne adopterer hende nærmest som en slags maskot og familiemedlem, og en af soldaterne – den mest generte af dem – forelsker sig i hende og bliver den biologiske far til den overordnede fortæller.

En parallel kærlighedshistorie er der på den tyske side, hvor en officer Kahn  har et forhold til en blond russisk kvinde, der til forveksling ligner hans afdøde tyske kone.

Slaget om den store bygning er, kan man sige, en allegorisk fremstilling af hele slaget om byen. Og som konventionen for moderne krigsfilm foreskriver, så skildres kampene og begivenhederne omkring huset med al den dramatik, spektakulære optrin og hændelser, brutalitet og voldsomme realisme, man som garvet filmpublikum næsten kan ønske sig. Og den russiske film står på ingen måde tilbage for den tyske på det punkt.

Hvordan det forløber frem til slutningen vil jeg ikke fortælle, for det skal man opleve. Men da det er ovre vender vi igen tilbage til situationen efter tzunamien, hvor den tyske pige er blevet befriet fra ruinerne og ønsker at hilse på fortælleren, der er på vej væk i en mandskabsvogn. Og af epilogen kan man forstå, at filmen og historien skal forstås som en slags anti-krigsfilm.