Vi nærmer os 2121 med coronaen hos os som en påmindelse om, at alting har en ende. Og når vi nærmer os et årsskifte, så kører forbrugskanoner i stilling. Der skal forbruges – og mange glemmer, at vi har en truende klimakrise, der faktisk tilsiger os at træde på forbrugsbremsen, ret så kraftigt endda…. Og der laves lister over de kulturprodukter, som året har givet anledning til. Bøger og musik ikke mindst. Hvad var det bedste i årets løb. Og meningerne er mange og delte. Og som altid følger jeg ikke med i den polemik. Musik og kultur er for vigtig for mig til at gøre det til en konkurrence. Hvad er højest – Rundetårn eller et kanonslag. Sådan har jeg det lidt med denne konkurrencementalitet, der gennemsyrer vores samfund.
Nå, men i stedet for en liste, så henviser jeg gerne til de mere end 30 plader, jeg indtil videre har anbefalet her i bloggen. Følg bare linket her – capac anbefaler. Fra Hanne Boel til Claus Funch. Alle plader af høj kvalitet. Så, hvis man mangler en original julegaveidé til en musikelsker, så er det bare at kigge blandt denne buket af musikudgivelser. De er alle kommet på faste medier, så det er lige til at have med at gøre.