Capac anbefaler: Claus Funch – Noise Tablets

Author:

 

Jeg har her over middag gået lidt rundt om Claus Funchs nye – og andet – soloalbum Noise Tablets som katten om den varme grød eller som skoleeleven om det stilehæfte, der gerne skulle fyldes med endnu en stil. Ordene til en anbefaling kom ikke som de plejer med det samme. Ikke, fordi pladen ikke taler til mig. Tværtimod. Snarere, fordi Funchs musik appellerer til nogle bestemte smagsløg på min musikalske tunge (billedligt talt).

Noise Tablets er en af den slags plader, der med sin tekstlige og musikalske kvalitet skiller sig markant ud fra den store, kulørte strøm af populærmusik, vi dag ud og dag ind præsenteres for. Det er en i ordets egentlige og bedste forstand egensindig plade, der ikke tager sigte mod tidens populære toneart eller forsøger at stryge nogen med hårene.

Teksterne (der kan læses håndskrevne på et ark i coveret) kredser omkring kunstnerens “dæmoner”, nedtrykthed og spleen. Og de gør det i form af en slags Streams of Consciousness, der taler i sønderrevne sætninger og fragmenter om den mentale tilstand.

Og bevidstehedsstrømmene er itonesat en rudimentær, elementær skrabet og lidt skramlende udgave af moderne, americanaindflueret rock i otte sange, der udmærker sig ved en stilfærdig melodiøsitet og en paradoksal næsten introvert karakter. Det er ikke en storladen, oppulent og kostbar produktion, men en produktion, der skærer ind til benet i den musikalske nødvendighed, der lyser ud af projektet.

Claus Funch har skrevet alle sangene og synger selv for med sin egen vedkommende stemme, der fra første rille påkalder sig lytterens opmærksomhed. Han får støtte og selskab af Emma Fleming, der tager têten på sangen “Poesy for a dead Friend”, men ellers gør rigtig god nytte som stemningssættende baggrundssangerinde.

Funch selv står også for de fleste instrumenter på pladen. Piano, trommer, glockenspiel, tangenter og mere. Og får indfølt hjælp af medproducer Tim Graubæk på slideguitar, bas og slagtøj og af en håndfuld andre musikere.

Noise Tablets er en af den slags egensindige plader, der kalder på sin egen særlige plads på pladereolen. En af den slags vellykkede skiver, man gerne vender tilbage til igen og igen, når man får nok af streamingflodens behagesyge og vil sætte sine tanker og følelser på prøve. Hermed varmt anbefalet.

Claus Funch. Noise Tablets. Produceret af: Claus Funch og Tim Graubæk. Celebration Records. Udkom d. 9.10.2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *