Dovenskab er ikke egenskab, der har stor anseelse i det arbejdsomme, danske samfund. Her giver det status at arbejde – længe, over, meget… At knokle, det er der noget ved. Selv i ferierne skal vi helst være aktive. Aktiv ferie. Bygge om, ordne køkkenhave, male vægge eller tage på såkaldt “aktiv ferie”. For slet ikke at tale om de ufrivilligt in-aktive, de ledige, der absolut skal gøres til genstand for aktiv-ering.
I min folkeskole havde jeg en regnelærer, der besang dovenskaben. Når vi havde lavet for mange mellemregninger i et regnestykke med flere ligninger og flere ubekendte størrelser, så sagde han altid, at vi skulle bruge vores indbyggede dovenskab og springe den og den og den mellemregning over…
At dovenskaben ikke er en modsætning til det virksomme liv, havde han forstået. Til forskel fra mange andre. At dovenskaben er de gode ideers vugge, energikilden uden hvilken, vi er aktive på halv kraft, effektivitetens og produktivitets skygge – dét vidste han.