Bo Schiøler & Skavankerne har gjort det igen! Et år efter Rekviem for Kraka. Sange fra et levet liv er de ude med endnu en samling gode sange – tretten stykker i alt – under titlen Rapsodi for drømmere. Dogme-pop fra jordens kant.

Der er Bo selv, der er rapsoden, der synger og reciterer sine tekster om et levet liv for os, drømmerne, der har levet og lever og tager livet i al dets kompleksitet alvorligt. Og som på de foregående fine plader, så breder sangene sig over et ret stor tematisk spektrum. Indledende med en sang, der giver mening til titelordet “dogme-pop”:

Dogme-pop kom fra kælderen

dogme-pop kom fra himlen

du prøver på af finde en udvej

Inde fra menneske-vrimlen

dogme-pop lod fra en talerstol

de brugte kun store ord

de døve stopper op og lytter

de troløse knæler og tror

Dogme-pop er, som jeg læser det, et ord for poppens evne til at ‘tale for døve øren’, dens evne til at tale verden midt imod, dens befriende og frigørende, iboende kraft. Og dermed et ord for troen på populærmusikkens vitalitet og respektløshed, der også er udtryk for livsudfoldelse slet og ret. God pop er dogme-pop.

Og som sagt er viften af dogme-pop-sange på pladen bred. Fra “Bliv lidt”, der er en stille ballade om den ensomhed, der er alles livsvilkår, men som måske får særlig opmærksomhed i disse år, over “De lyver”, en frisk sang om livets løgnere, livsløgnerne og (måske) de løgnere, der fører os rundt ved næsen, politikere, mediefolk og andet “godtfolk” til en regulær kærlighedserklæring til en nu afdød, farverig original i det københavnske bybillede, nemlig Otto Sigvaldi. Sidstnævnte sang viser med stor tydelighed spændvidden i Bo Schiølers sangskriverkunst. En rapsodi der som en lille anekdote eller novelle fortæller Schiøler om Sigvaldis liv og død. En hyldest til en stor original, men også en hyldest til livet som sådant:

Tiden var til de skæve

og han var klart en smutter

fra tiden før verden døde af

principper og absolutter

hvad er der sket – med loyalitet

og hvor blev tosserne af

hvem tog hans plads – og solgte latter-gas

og dope med hindbær-smag

Det er svært ikke at holde af Bo Schiølers sange. De bliver bedre og bedre med årene og er drevet af en kernesund humanisme, der består af lige dele livslidenskab og skepsis over for den vej, verden nu engang går. Bo er fyldt 75 år i år, og livets tyngde mærkes da, men ellers er sangene og livssynet præget af energi og lidenskabelighed, der må gøre mangen en yngre sangskriver grøn af misundelse. Og det bliver kun bedre af, at han bag sig og sammen med sig har Skavankerne – Jens Muhlig (guitar), Lennie Hedegaard Jakobsen (sang), Rune Wilken (tangenter), Jens Birkedal (bas), Christian Winding (slagtøj) – der indforstået, loyalt, swingende og velklingende itonesætter Bos dogme-pop-sange. Hvis man ikke allerede har stiftet bekendtskab med Bo Schiøler & Skavankerne fra mine tidligere anbefalinger, så er tiden inde til at gøre det nu med denne herlige skive. Hermed varmt anbefalet.

Bo Schiøler & Skavankerne. Rapsodi for drømmere. Dogme-pop fra jordens kant. Producer: Lars Schiøler. SÅDAN’sk/Sundance Music. Udkom 23. oktober 2020